Jeg har tidligere haft fat i svenske Glue Lock, og dengang var jeg ganske begejstret for produktet, der som et an de eneste smarte låse jeg har testet rent faktisk er stabil og sikker. I modsætning til flere af konkurrenterne er jeg aldrig bange for, at jeg pludselig ikke kan låse min dør op med telefonen når jeg har brug for det – Glue Lock virker. Den nye Glue Smart Door Lock Pro har fået et par nye tricks i ærmet, men er ikke en voldsom nyhed i forhold til den forrige version.
Design på det jævne
Glue Smart Door Lock Pro er ikke en pæn lås, det ville være synd at sige. På den anden side finder jeg den heller ikke decideret grim, men den er – ligesom de fleste andre smartlåse – handikappet en smule af, at der skal være plads til elektronik, batterier og alt det andet der skal til for at gøre en lås smart. Det skal dog siges, at designet er tilpas praktisk på alle de gode måder; det er let at dreje den store knap der virker solid, og det er let at komme til batterierne når de skal skiftes. Med andre ord er designet mere praktisk end pænt.
Let at installere
Du skal ikke have nogen ingeniør-uddannelse for at installere Glue Smart Door Lock Pro – forudsat, du har valgt den rigtige udgave til netop din lås, men det er der en guide til på hjemmesiden. Du skruer simpelthen bare den gamle lås af, tilpasser eventuelt et nyt stykke af den metalpind der drejer låsen hvis den der sidder i den eksisterende er for lang eller for kort (min passede helt perfekt) og skruer den nye lås på. Det tager omkring 10 minutter i alt og fungerer virkelig fint.
Artiklen fortsætter efter annoncen






