×
TophistorieUltrabooks

Anmeldelse: Huawei MateBook X 2020

Huawei MateBook X 2020 er en hamrende lækker ultraportabel computer, der nok skal score misundelige blikke på direktionsgangen ...

Nej, det er ikke en MacBook Air, der er er blevet forsynet med et Huawei-logo i Photoshop. Men man skulle tro det, hvis man ikke vidste bedre. Huawei MateBook X 2020 ikke bare nærmer sig Apples stilrene bærbare, på nogle punkter overhaler den faktisk inspirationskilden. Skærmen har eksempelvis højere opløsning, ligesom maskinen er lettere. Det er en maskine, der nok skal kvittere med et misundeligt blik på direktionsgangene. Men du får også lov at betale for lækkerierne.

Blandt innovationerne i årets MateBook X-aftapning er en ny, større pegeplade med indbygget Huawei Share-funktionalitet, der smelter den bærbare sammen med [Huawei] telefonen. Smart? Ikke helt, men mere om det senere.

Lige ved og næsten …

Huawei rammer næsten bullseye med MateBook X’erens design. Men også kun næsten. Kigger man under bunden af maskinen, er der stadig skruer og et klistermærke der skæmmer maskinens ellers så rolige, stilfulde udtryk. Når nu Huawei er gået så langt for at lave designet lækkert, er det ærgerligt, at de ikke er gået hele vejen. Huawei ved det også godt, for på pressebillederne (øverst) er de retoucheret væk.

Når maskinen åbnes, åbenbares en 13 tommer stor trykfølsom skærm i det klassiske 3:2 Windows-format og med en opløsning på dejlige 3.000 x 2.000 pixels. Kontrasten er på 15.000:1 og skærmen kan maksimalt levere en lysstyrke på 400 nits, hvilket betyder, at den er rigtig god indendørs. Udendørs vil den [meget] blanke skærm typisk give problemer i solskin.

Fedtfingre er ikke det store problem på den trykfølsomme skærm, til gengæld suger den støvpartikler til sig, som det fornemmes på mine billeder nedenfor.

Touchpad’en – pegepladen – under tastaturet har fået en gevaldig overhaling i forhold til tidligere Huawei-bærbare. Ikke alene har Huawei valgt “Apple-løsning” med en stor plade fyldt med sensorer, de har også ladet et NFC-tag flytte ind under pegepladen.

Det betyder, at Huawei Share-funktionen nu kan aktiveres bare ved at lægge mobiltelefonen på pegepladen. Hvis det er en Huawei-mobiltelefon, naturligvis. Det får telefonens skærm til at “poppe op” på computerens skærm, så du kan dele dokumenter og filer ved at trække og slippe. Det er smart. Du kan endda besvare og foretage opkald direkte på computeren.

Huawei MateBook X 2020
Telefonen kan fjernes, når der er oprettet forbindelse.

Maskinens bestykning

Huawei har udrustet MateBook X 2020 med 10. generation af Intels Core i5-processor. Grafikken er integreret. Den variant, der er til salg i Danmark, har 16 gigabyte LPDDR3 RAM, altså ikke den hurtigste variant, men det betyder ikke så meget i en maskine som denne. Lagerpladsen er en rummelig NVMe SSD-disk med 512 gigabyte.

Til dagligdags opgaver er computeren rigelig hurtigt, men den kan naturligvis ikke gabe over større foto- eller videoredigeringsopgaver. Gamere skal også holde sig langt væk.

Computeren har tre fysiske stik, i form af et USB-C i hver side, samt et kombineret hovedtelefon- og mikrofonstik på venstre side. USB-C stikkene kan begge bruges til både opladning og til at tilslutte eksterne enheder – eksempelvis en skærm. Med i æsken ligger i øvrigt en USB-C adapter, der giver adgang til både HMDI, USB-A og … VGA (!?), kaldet MateDock 2. Det er under alle omstændigheder rigtig god stil at lægge en adapter med i æsken.

Huawei MateBook X 2020
MateDock 2-adapter og strømforsyning (65 W).

Huawei har også forsynet MateBook X 2020 med Wi-Fi 6 og det er første gang, de gør det i en bærbar computer. Det skulle give væsentligt hurtigere trådløst netværk, men jeg har desværre ikke mulighed for at teste denne funktion, da min router (Google WiFi) ikke kan håndtere Wi-Fi 6. Maskinen har ikke mulighed for hverken fysisk SIM eller eSIM, hvilket jeg finder lidt spøjst i betragtning af, at målgruppen må skulle findes blandt de rejsende habitter.

Batteriet er på 42 Wh og giver på papiret op til 16 timers batterilevetid. Det afhænger, naturligvis af brugssituationen; smid selv et simpelt spil på maskinen, så går det stærkt nedad. Men bruger du udelukkende browser og tekstbehandling, kan du sagtens få maskinen til at holde til en dags arbejde. I testperioden, hvor jeg ikke udelukkende arbejdede på MateBook X 2020, blev den sat til strøm cirka hver tredje dag.

iNPUT mener …

Prisen på Huawei MateBook X 2020 er på 11.999 kroner og det er faktisk dyrere end den dyreste MacBook Air (11.699 kroner). Meget atypisk Huawei. De to maskiner er i øvrigt rimelig ens bestykket, med 512GB SSD-disk og en tiende generations Intel Core i5- processor. MateBook X 2020 har dog 16GB RAM, hvor Air kun har 8GB. Til gengæld er Air’ens RAM hurtigere (LPDDR4X). Her er resultaterne af GeekBench kørt på de to maskiner:

Model:Single-CoreMulti-Core
Apple MacBook Air (M1-chip)1.6877.433
Apple MacBook Air 20201.1743.101
Apple MacBook Pro 16" (2019)1.0366.688
Apple MacBook Pro 13" (2020)1.0213.625
Huawei MateBook X 20201.0562.932

Som det ses ligger ide uhyrlig tæt. Det er, med andre ord, ikke ydelsen der skal være bestemmende for hvilken model, man vælger. Batterilevetiden er bedre på MateBook X 2020 (16 versus 12 timer), skærmen har højere opløsning og så er MateBook X også lettere. Min køkkenvægt siger 1.019 gram, hvor MacBook Air vejer 1.290 gram. Det er faktisk en væsentlig forskel til MateBook’ens favør.

Nå, ja, så er der selvfølgelig også spørgsmålet om styre- og økosystemer, der spiller ind: Windows 10 Pro på MateBook X 2020 og MacOS X på Air.

Huawei MateBook X 2020 er, helt uden konkurrence, den hidtil lækreste Windows-baserede ultraportable computer, jeg har haft mellem hænderne. Den ser godt ud – bortset fra et par blundere under bunden – og den føles robust. Skærmen er flot, hvert fald indendøre, og batteriet skuffer ikke.

Huawei har leveret et herlig computer, men prisen er vel høj for min smag. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad MateBook X Pro kommer til at koste, når den bliver opdateret …

Huawei MateBook X 2020

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

11.999 kr.

Huawei MateBook X 2020 fræser fra MacBook Air på flere punkter. Desværre også på prisen ...

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.