Først og fremmest: LG OLED55B9 er ikke nogen ny model. Tværtimod har fladskærmen været i butikkerne i mere end et år – og tv’ets processor er endda fra forrige års modeller. Derfor er det også ekstra imponerende at B9’eren på den tekniske front stadig giver baghjul til mange nyere fladskærme – og sagtens kan følge med, når vi taler om billedkvalitet. I særdeleshed når prisen tages i betragtning.
Normalt anmelder vi ikke ”gamle” produkter, men LG har været så fremsynet med B9, at den faktisk stadig står stærkt, selv mod nyere fladskærme på markedet – og da den er faldet voldsomt i pris (den oprindelige pris var 14.990 kroner) er den pludselig et ualmindelig godt alternativ til os, der ikke vil formøble hele den rørlige formue på en fladskærm der kan mere end de fleste. Eksempelvis giver B9 fuldt spillerum til Sonos Arc soundbaren – læs min anmeldelse her – da tv’et både understøtter Dolby Atmos og er udrustet med HDMI eARC.
Funktioner
LG B9 er et OLED-tv med 4K-opløsning og det findes i 55 og 65 tommer. Set fra fronten er det yderst minimalistisk; panelet omkranses af en meget tynd, sort ramme, der næsten flyder ud i et med panelet, når tv’et er slukket. Det er meget stilfuldt.
Artiklen fortsætter efter annoncen




