Nokia X30 5G er ypperste model skrivende stund fra det, som engang var et af verdens førende mobilproducenter. Begge dele kan være svære at få øje på, når man umiddelbart pakker telefonen ud af sin brune indpakning. En brun papæske, der skal understrege Nokia (og selskabet bag, HMD Global) som miljøbevidst producent af mobiltelefoner. Derfor er det primære budskab også dens brug af genbrugt aluminium og plastik.
Men gemmer der sig mere end en mellemvare bag det bæredygtige ydre? Ikke teknisk set. Så er det sagt. Der er milevidt op til noget man kan kalde et flagskib. Men ret skal være ret. Jeg tror absolut ikke det er målet for Nokia, at konkurrere i det felt. Men det er svært at få øje på, hvor de så vil udmærke sig.
Nydeligt ydre
Nokia har alle dage kunne lave pæne, nydelige telefoner. Uden en masse dikkedarer. Det ændrer Nokia X30 5G ikke på. Vi har her fået versionen i Cloudy Blue. Bagsiden er en relativt kedelig plastik, som i det mindste er rimelig afvisende over for fingeraftryk og fedtede fingre. Kanten er i metal og alt i alt, så virker telefonen solid og velbygget.
Artiklen fortsætter efter annoncen













