Først en lille disclaimer. Anmeldelsen af Fairphone 4 er primært baseret på dens evner som smartphone. Men skal vi ikke blot konstatere, at hvis du vil sætte det mindst mulige miljømæssige aftryk, når du vælger smartphone, så er Fairphone formentlig det rigtige valg. Formentlig, fordi det er et komplekst regnestykke som vi ikke kan validere.
Når det er sagt, så findes der ingen anden telefon på markedet, som du selv kan adskille og reparere i den grad som er muligt her. Fairphone sælger næsten samtlige komponenter i løs vægt og skulle skærmen knække eller kameraet gå i stykker, så er du dækket ind mange år frem. Men det til side, hvordan gør den det som smartphone?
Skønheden må lide
Når man vil bygge en telefon, som brugeren skal kunne adskille på egen hånd, så sætter det visse begrænsninger på designet. Det er naturligvis for et større formåls bedste, men jeg er ikke ellevild med looket. Skærmen har for nutidens standarder meget store kanter i top og bund og fremstår en anelse … forældet. Anderledes er det med bagsiden, som faktisk ser ret indbydende ud med sit store kameramodul. Materialet her er blødt genbrugsplastik, som er ganske behageligt at holde ved.
Artiklen fortsætter efter annoncen





