×
Hovedtelefoner

Anmeldelse: Skullcandy Indy

Skullcandy Indy er som AirPods, bare større, sorte og – ikke væsentligt – til den halve pris. Men perfekte er de ikke ...

Leder du efter et sæt AirPoids-dobbeltgængere, der leverer varen uden at rive hul i budgettet, så er du kommet til det rette sted, for det er lige præcis hvad Skullcandy Indy kan og vil. De komplet trådløse hovedtelefoner følger det overordnede design fra AirPods, men de er større, de er sorte og så er de knapt halv pris i forhold til de billigste AirPods.

Design: Plastisk overalt

Når man ser Indy side om side med AirPods er det ikke svært at se, hvor Skullcandy har hentet inspiration. Bortset fra at Indy er markant større, så er designet overordnet det samme, med en lille ”pind” til mikrofonen. En anden ting, der adskiller dem, er silikonepropper og -finner, men det vender jeg tilbage til. Selve opladeretuiet er også markant større end Apples ditto; faktisk så stor, at det kan være en udfordring at få det i en jeanslomme. Materialerne er heller ikke taget ned fra øverste hylde – det virker simpelthen som tyndere, billigere plastisk, og jeg er alvorligt bekymret for, om låget på etuiet holder produktets levetid ud.

Nu er jeg personligt udstyret med så heldige ører, at jeg sjældent har problemer med at hovedtelefoner falder ud af dem – heller ikke AirPods. Men til de af jer, der har de udfordringer, har Skullcandy sørget for at konstruere Indy som traditionelle in-ear hovedtelefoner med silikonepropper, som sidder tæt i øret. Og for at være på den sikre side, har Skullcandy også udstyret Indy med to silikonefinner, der sikrer et markant bedre greb i øret under træning og anden fysisk aktivitet. Finnerne kan i øvrigt fjernes efter end træning, hvis størrelsen generer. En anden fordel ved konstruktionen er, at hovedtelefonerne ikke lukker lyd ind fra omgivelserne. Til gengæld høres lyde inde fra kraniet – for eksempel synke- og smaskelyde – pænt voldsomt.

Funktioner: Trykfølsomme propper

I modsætning til AirPods kan man rent faktisk håndtere volumen direkte på Indy. Logoet på hver prop er nemlig trykfølsomt. Et tryk på venstre prop dæmper volumen, mens et hurtigt tryk påhøjre prop hæver volumen. To tryk pauser musikken – og ved at holde fingeren på enten højre eller venstre prop i to sekunder, springes der mellem numrene. Det er dejlig nemt at lære. Der er dog en irriterende forsinkelse fra man trykker, til telefonen reagerer.

Et andet sted, hvor Indy slår AirPods, er på brugbarhed til sport og i regnvejr. Hovedtelefonerne har en såkaldt IPX4-certificering, hvilket dækker over, at de er ”beskyttet mod vandsprøjt fra alle retninger”. Det betyder, at du kan bruge dem til al slags svedig sport – men ikke til svømning.

Skullcandy Indy

Det er, naturligvis, også muligt at besvare telefonopkald direkte fra Indy, men her er der to ting, der generer mig; der er kun mikrofon i den højre øreprop og lydkvaliteten er simpelthen ikke god nok for modtageren, der ofte klagede over at lyden ikke gik godt nok igennem. Det er væsentligt at vide, hvis du ved, du kommer til at bruge hovedtelefonerne til mange snakke.

Hovedtelefonerne kan klare sig i op til fire timer på en opladning, mens opladeretuiet rummer 12 timer ekstra, så Indy leverer 16 timers musik på en fuld opladning. Selv om det måske lyder ret imponerende, så svarer det faktisk fint med mine erfaringer i testperioden. Batteristatus kan tjekkes på etuiets ydre, hvor tre LED-pærer viser henholdsvis 30, 70 og 100 procent opladt. Er du indehaver af en iOS-enhed, kan du også se Indys batteristatus i den indbyggede Batterier-widgets. Etuiet oplades i øvrigt via mikro-USB – kom nu venner, USB-C er standarden nu, alt andet er bagstræberisk. Men det er naturligvis et spørgsmål om økonomi – og Indy’erne er billige.

Jeg vil lige rose Skullcandy Indy for en forbilledlig Bluetoth-forbindelse. Jeg kunne bevæge mig frit rundt i hele lejligheden – endda ud på altanen – uden at bekymre mig om forbindelsen. Det er sjældent sket. En ting, jeg til gengæld mangler, er aktivering af digitale assistenter, direkte fra hovedtelefonerne. Digitale assistenter er helt ignoreret.

Lydkvalitet: Bas til overflod

Jeg har allerede været omkring opkaldskvaliteten – og den imponerer som nævnt ikke. Derimod klarer de væsentlig bedre med musik. Også væsentlig bedre end AirPods. Det skyldes primært at Indy’erne sidder tæt i ørerne, i modsætning til AirPods, der har et mere åbent design. Er Indy’erne placeret korrekt i ørerne, leverer de en bas, der kan få kraniet til at vibrere. Hillemænd. Faktisk er jeg ret imponeret over lydkvaliteten til musik. Bevares, Beoplay E8 2.0 løber stadig rundt om Indy’erne og hifi-nørder vil fnyse, men for 650 kroner får du rigtig fin lyd til pengene. Jeg har læst at andre klager over manglende diskant, men det problem havde jeg ikke; jeg synes lydbilledet er anstændigt sammensat.

iNPUT mener …

Til den forholdsvis lave pris leverer Skullcandy Indy faktisk mere end jeg forventede. De sidder ret godt i ørerne, de vandskyende så de kan bruges til sport, lyden er helt okay og de har et batteri der kan holde længe. Men der er også irritationsmomenter; materialekvaliteten er en af dem. De virker lige så billige, som de er. Og så stinker de under telefonopkald, hvor mikrofonen ikke kan følge med. Jeg kunne også godt tænke mig at etuiet var en smule mindre og at de havde USB-C-opladning, men til denne pris kan man ikke forvente alt. Et godt alternativ til prisbevidste brugere, der vil have AirPods-lignende hovedtelefoner til halv pris.

Er der specifikke ting ved Skullcandy Indy, du gerne vil vide eller have uddybet, så skriv en kommentar nedenfor. Jeg vender tilbage hurtigst muligt med et svar.

Skullcandy Indy

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

649 kr.

Med fin lyd, god pasform og lang batterilevetid er Skullcandy Indy et godt alternativ til de dobbelt så dyre AirPods.

Tjek dagsprisen
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.