Apple vil udfordre den nye EU-lov Digital Markets Act, DMA, ved domstolen. Det skriver Bloomberg. Loven vil potentielt ramme Apple hårdt på pengepungen, da den begrænser deres indtjening på App Store ved at åbne iPhone og iPad for alternative app-butikker.
EU har udpeget 22 platforme som såkaldte gatekeepere, hvilket vil sige tjenester der har en særlig social og økonomisk betydning. Blandt de 22, som EU har udvalgt, er både App Store og iMessage og meningen med DMA er grundlæggende, at gatekeeper-monopolerne skal brydes.
Digital Markets Act rammer Apple specielt hårdt, fordi deres væsentligste indtjeningsområde – ud over iPhone – er “tjenester”. Disse dækker ikke alene over Apple Music og Apple TV+, men også indtægterne fra App Store.
Artiklen fortsætter efter annoncen

