Elektronik

Google vil gøre fitness-trackere mere usynlige med nyt Fitbit Air

Fitbit Air er Googles bud på den diskrete tracker der samler data fra træning og søvn.

Fitbit Air

Det nye Fitbit Air dropper skærmen helt og fokuserer i stedet på AI, sundhedsdata og en mere diskret tilgang til fitness-tracking.

Google har præsenteret Fitbit Air, som på flere måder går i den modsatte retning af moderne smartwatches. Hvor mange wearables bliver større, får flere funktioner og flere notifikationer, forsøger Fitbit Air i stedet at være mere anonymt. Der er ingen skærm på selve armbåndet, og hele idéen er, at brugeren i højere grad skal lade teknologien arbejde i baggrunden.

I stedet for at kigge på statistik direkte på håndleddet skal informationerne tilgås gennem Googles Health-platform på mobilen. Her samles data om blandt andet søvn, aktivitet, puls og restitution.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gemini AI skal fungere som personlig coach

En af de største nyheder er integrationen af Googles Gemini AI, som bliver brugt til det nye Google Health Coach-system. Ifølge Google skal systemet analysere brugerens vaner og sundhedsdata for at komme med mere personlige anbefalinger.

Det gælder blandt andet træning, søvn og restitution, hvor AI-modellen løbende skal forsøge at tilpasse forslagene til den enkelte bruger frem for blot at vise generelle statistikker.

Google beskriver det som en mere proaktiv tilgang til sundhedsdata, hvor systemet i højere grad skal fungere som en personlig coach frem for bare en aktivitetsmåler.

Mere fokus på sundhed end smartwatch-funktioner

Fitbit Air måler blandt andet puls, iltmætning i blodet, hudtemperatur og bevægelse. Samtidig registrerer armbåndet søvnstadier og bruger maskinlæring til at analysere søvnkvaliteten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Google er den nye søvnalgoritme mere præcis end tidligere versioner, og armbåndet understøtter også smartvækning, der forsøger at vække brugeren på det mest optimale tidspunkt i søvncyklussen.

Samtidig virker det ret tydeligt, at Google forsøger at trække Fitbit længere væk fra klassiske smartwatches. Fitbit Air er ikke udviklet som et produkt til apps, beskeder og små skærmoplevelser på håndleddet, men snarere som et mere fokuseret sundhedsprodukt.

Syv dages batteri

Google oplyser, at Fitbit Air kan holde strøm i op til syv dage på en opladning. Hurtigopladning skal samtidig give nok batteri til en dags brug på cirka fem minutter.

MERE OM SAMME EMNE:

Armbåndet understøtter både Android og iOS og kommer i fire farver: Obsidian, Fog, Lavender og Berry.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den danske pris bliver 799 kroner, mens ekstra remme starter ved 289 kroner.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.