×
Wearables

Beddit Sleep Tracker

Sleep Tracker fra finske Beddit måler kvaliteten af din søvn, så du kan præstere optimalt i hverdagen. Men den lider af et grundlæggende designproblem.

I disse selvmålertider fangede finske Beddit vores interesse. De har udviklet en Bluetooth-dims, Sleep Tracker, der lægges under lagenet, hvorefter den måler kvaliteten af din søvn – og indfører det i Apples Sundheds-app. Så er er frit spil med at lave statistikker, sammenligne med bevægelsesmønstre og en masse andet sjov. Heldigvis ville finnerne hellere end gerne sende os et eksemplar, og undertegnede har nu sovet på den i en måneds tid.

Beddit Sleep Tracker består af to dele; en lang selvklæbende og papirstynd sensor, der klistres fast til madrassen under lagenet, samt en lille hvid Bluetooth-boks, der sættes i stikkontakten. I Europa kan vi kun få Smart-modellen, der selv registrerer når man går i seng, mens amerikanerne også kan få en billigere, manuel model. Jeg har brugt Smart-modellen.

”Installationen” er rasende simpel. Sensoren klistres fast til madrassen omkring det område, hvor hjertet befinder sig, når man sover, og så installeres app’en på mobilen. App’en vil vide lidt om din alder og hvor længe, du optimalt gerne vil sove. Voila; klar til brug.

Et væld af informationer

Sensoren kan måle en mængde ting; den totale søvnmængde, hvilepulsen, åndedræt, hvor lang tid det tog at falde i søvn, hvor mange gange man er vågnet om natten, og hvor stor mængde af dyb søvn man har fået. Den kan endda høre, hvis du snorker, men det kræver at mobilen ligger tæt på, da den lytter med mobilens mikrofon. Alt sammen indføres hver morgen i den medfølgende app, der kvitterer med en samlet søvn-score fra 0 til 100, baseret på de indsamlede data. Tanken er, at du kan finjustere dine søvnvaner, så du kan få mest mulig ud af søvnen. Beddit anbefaler, at scoren aldrig kommer under 85 point – jeg har aldrig fået den op i nærheden. En enkelt gang har jeg ramt 72, men ellers ligger tallet og roder mellem 30 og 50. Det er dog ikke nødvendigvis fordi, min søvn er elendig, men mere om det senere.

Søvn i skyen

Alle informationerne leveres i en overskuelig app, der ikke alene findes til iPhone og Android men også til Apple Watch. Sidstnævnte er meget simpel idet man udelukkende kan se statistik over den foregående nats søvn, mens mobilapp’en er et veritabelt leksikon over din søvn. Nå ja, og så kan Apple Watch-app’en også aktivere ”morfar”-funktionen, hvis du trænger til en lur i løbet af dagen.

Søvndataene kan også konsulteres via en browser, idet Beddit uploader hele molevitten til cloudtjenesten Beddit Family. Her kan man også oprette flere brugere, så man kan holde et vågent øje (pun intended, red.) med de familiemedlemmer, der sover på en Sleep Tracker. For eksempel poden. Beddit Family tilføjer ikke nye informationer, men giver adgang til dem på farten. Hvis du har glemt mobilen. Man kan så spørge sig selv, hvor ofte det er tilfældet?

Grundlæggende designproblem

Det ændrer dog ikke på, at hele økosystemet omkring Sleep Tracker fungerer upåklageligt. Det er overskueligt, lækkert snittet og nemt at bruge. Adskillige fitness-trackere (bl.a. Jawbone og Fitbit, red.)har også evnen til analysere søvn, men her har Sleep Tracker fordelene ved, at den både måler puls og åndedræt, samt at den ikke kræver, at man sover med noget om håndledet. I det hele taget ville Sleep Tracker være helt optimal, hvis ikke den led af et grundlæggende designproblem: Den er upålidelig.

Falske målinger

Hvis man er single og sover i en enkeltmandsseng er der næppe problemer. Men sover man ved siden af sin udkårne, starter løjerne, for Sleep Tracker opfanger også den anden persons bevægelser, hvis han eller hun ligger i nærheden eller på sensoren. Det giver falske målinger. I mit tilfælde har vi en femårig, der ofte kommer ind og lægger sig mellem os om natten. Det er ikke godt for statistikken. Tallene bliver simpelthen alt for nemt forurenede til, at det kan være andet end sjov. Selv husdyr påvirker målingerne, hvis de har adgang til sengen.

Det er også, i mine øjne, en designfejl at selve USB-monitoren ikke har nogen hukommelse. Det betyder nemlig at telefonen skal være tændt og aktiv i løbet af natten – ellers kan Sleep Tracker ikke sende data til mobilen. Du skal altså sørge for at mobilen kan blive ladet op i løbet af natten – ellers står du op til et halvfladt batteri. Sørg også for at få en smartphone med ”Forstyr ikke”-funktion, så du slipper for advarsler om beskeder og mails i løbet af natten.

Sleep Tracker er nem at bruge og leverer forholdsvis nøjagtige målinger, når det virker – og det er egentlig hele problemet: Den er simpelthen for upræcis. For langt de fleste, der vil måle deres søvn, er et fitness-armbånd med den funktion indbygget være et bedre valg.

Beddit Sleep Tracker

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.