×
ElbilerTophistorie

BMW iX M60 – potent SUV med rækkevidde op til 566 km

BMW har netop løftet sløret for iX M60, en ny elektrisk topmodel, der lanceres i Danmark til sommer.

BMW har netop løftet sløret for iX M60, en ny elektrisk topmodel, der lanceres i Danmark til sommer. Den har to elektriske motorer, 619 hestekræfter (455 kW) og en kolossal batteripakke på 111,5 kWh, der giver bilen en rækkevidde på op til 566 kilometer.

Der er flere interessante tal at plukke fra, såsom et drejningsmoment på 1.100 Nm og en acceleration fra 0-100 km/t på 3,8 sekunder. Desuden har batteriet en ladekapacitet på op til 200 kW. Ved den rigtige hurtiglader tager det 35 minutter at lade batteriet fra 10 til 80 procent.

BMW iX M60 er den tredje variant af iX-serien og det historiske M står for ‘Motorsport’. Historisk fordi det blev taget i brug allerede i 1972, altså for 50 år siden, for at understøtte tyskernes bestræbelser på racerbanerne.

Virksomheden forventer at introducere en helt ny pakke af software og avancerede førerassistentfunktioner med iX M60. Blandt funktionerne, der drives af bilens nye computerplatform, er delvist autonom kørsel og selvparkering.

BMW iX M60
Et kig indenfor i kabinen (foto: BMW).

Holistisk bæredygtighedskoncept

BMW fortæller i øvrigt, at bilen er udviklet efter et såkaldt “holistisk bæredygtighedskoncept”. Helt i tidens ånd. Det dækker over ansvarlig brug af ressourcer i hele værdikæden og maksimal reduktion af CO2-udledning over hele produktets livscyklus.

“Kobolt og litium, som kræves i højspændingsbatterierne, indkøbes fra kontrollerede kilder i Australien og Marokko, og der bruges ikke sjældne jordarters metaller i elmotorerne. Derudover køber BMW Group aluminium, som produceres ved hjælp af elektricitet fra solenergianlæg,” fortæller BMW.

Der er også en høj grad af naturlige materialer i bilen. En del af interiøret består af FSC-certificeret træ og læderindtrækket er garvet med ekstrakt fra olivenblade. Genanvendte fiskenet bruges til gulvbelægning og gulvmåtter. BMW iX består af 40 procent genanvendt stål og 20 procent genanvendt termoplast, oplyses det.

BMW iX M60
BMW iX M60 har været på fotomission på Fanø (foto: BMW)

BMW har en række nye elbiler på vej i løbet af de næste par år. Det erklærede mål er at elbilerne skal stå for 50 procent af salget i 2030. Inden længe kommer den elektriske sedan BMW i4 til landet. Den har en rækkevidde på op til 590 kilometer og en startpris på 469.900 kroner.

Tyskerne er også ved at udvikle elektriske udover af sin 5- og 7-serie af sedaner og entry-level X1 SUV. Det betyder, at næsten alle den tyske producents mest populære biler snart vil kunne fås i elektriske udgaver.

BMW iX M60 har verdenspremiere på Consumer Electronics Show (CES) i Las Vegas. Der er dansk lancering til sommer. iNPUT er i Las Vegas i denne uge for at dække CES 2022 – du kan følge med i nyhederne her på siden eller give vores Facebook-side et Like, så du får nyhederne direkte i dit feed.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.