Teknologi

Dansk firma skal bygge flydende atomkraftværker med Samsung

Danske Seaborg har indgået aftale med Samsung Heavy Industries om at bygge flydende atomkraftværker baseret på smeltesaltsteknologi.

Seaborg

Et atomkraftværk indbygget i en pram, der leverer strømmen i din stikkontakt? Det kan blive fremtiden hvis det står til danske Seaborg og Samsung Heavy Industries, der netop har indgået samarbejde om produktionen af netop det. Det fortæller Seaborg i en pressemeddelelse.

Vi kender nok primært Samsung for forbrugerelektronik, men faktisk er divisionen Heavy Industries verdens tredje største skibsproducent. De har nu indgået et samarbejde med danske Seaborg, der blev stiftet i København i 2014 og i dag udvikler atomkraft baseret på smeltesaltsteknologi – Compact Molten Salt Reactor – CMSR.

“CMSR er en CO2-neutral energikilde, der er et effektivt modsvar til klimaforandringerne. Det er et næste-generations teknologisk fremskridt, der er i tråd med Samsung Heavy Industries vision for fremtiden. Samtidig er teknologien sikker, da det nukleære brændsel, flydende salt, vil størkne ved ustabilitet og derved mindske seriøse ulykker,” fortæller Jintaek Jeong, præsident for Samsung Heavy Industries.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Seaborg CEO og medstifter, Troels Schönfeldt og præsident for Samsung Heavy Industries, Jintaek Jeong ved underskrivelse af aftalen

“Vi er beærede og stolte af denne aftale med Samsung Heavy Industries. Et af verdens største og mest erfarne skibsværfter. Det er et skridt nærmere i vores mission mod at introducere en ny generation af atomreaktorer, som er rene og sikre. De kan bygges med industriel teknik, som dermed er skalerbar, hurtig og til en lav pris,” udtaler Troels Schönfeldt, CEO hos Seaborg.

Plug-and-play atomkraftværk

MERE OM SAMME EMNE:

Det flydende atomkraftværk skal produceres som et færdigt produkt, der er klar til at blive fortøjret i en industrihavn. Her skal blot være et transmissionskabel, som tilkobler skibet med elnettet på land. Effekten på værket lyder på 800 MW (MegaWatt) og kraftværket har en forventet levetid på 24 år.

Der er ingen tvivl om at krigen i Ukraine har sat øget fokus på alternative energikilder. Forleden kunne vi fortælle om svenske mini-atomkraftværker, som skal give nye muligheder for kommuner og virksomheder.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.