Danskerfavorit har fået en stor opgradering

Audi Q4 e-tron får præcis den opgradering, den havde brug for: ny kabine, bedre software, mere udstyr og op til 565 kilometers rækkevidde – uden at prisen stikker helt af.

Audi Q4 e-tron har altid haft en stærk position på det danske marked, fordi den rammer et ret enkelt behov: en rummelig elektrisk SUV med premiumlogo, høj siddeposition og fornuftig rækkevidde. Men efterhånden som konkurrenterne har fået større skærme, hurtigere software og mere udstyr for pengene, har Q4 e-tron også haft brug for en digital opgradering. Det kommer nu.

Det er især kabinen, der skal sælge faceliftet. Audi taler selv om et mere eksklusivt helhedsindtryk, og det er også her, mange Q4-kunder formentlig vil mærke den største forskel.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Den faceliftede udgave får nemlig en helt ny kabine med et førerorienteret panoramadisplay, der kombinerer et 11,9 tommer digitalt instrumenthus med en 12,8 tommer MMI-touchskærm. For første gang i segmentet kan Q4 e-tron desuden tilvælges med et 12 tommer passagerdisplay. Det er dog ekstraudstyr.

Systemet bygger på Android Automotive og skal ifølge Audi være både hurtigere og mere intuitivt end før. Derudover får bilen ChatGPT-integration. Det betyder, at man ikke kun kan styre bilens funktioner med stemmen, men også stille spørgsmål om emner, der ikke direkte handler om bilen.

Midterkonsollen er også ændret og får blandt andet to kølede trådløse mobilopladere, der hver kan lade med 15 watt. Audi nævner også nye rulleknapper på rattet, polstrede sider på midterkonsollen og mere ridseresistente overflader.

Bilen får digital nøgle, så mobilen kan bruges i stedet for den klassiske bilnøgle, og stemmestyringen Audi assistent får dansk tale.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Nye navne – men ikke ny drivlinje

Q4 e-tron har hverken fået nye motorer eller markant ændret batteriteknologi, men brugeroplevelsen er blevet rykket tættere på Audis større og dyrere elbiler. Det er vigtigt, fordi Q4 e-tron prismæssigt ligger i et felt, hvor kunderne forventer mere end bare lang rækkevidde og et kendt mærke på fronten.

Audi Q4 e-tron fortsætter med to batteristørrelser på 59 og 77 kWh netto. Begge kan lade fra 10 til 80 procent på cirka 28 minutter.

Audi Q4e-trone-tron Performancee-tron Quattro Performance
Rækkevidde430 km565 km529 km
Batterikapacitet (netto)63 kWh77 kWh77 kWh
Ydelse204 hk286 hk340 hk
Pris364.990 kr.389.990 kr.429.990 kr.
Merprisen for Sportback-versionen er 25.000 kr.

Den største forbedring på drivlinjesiden handler ikke om flere kræfter, men om effektivitet. Q4 e-tron Sportback kan nu køre op til 577 kilometer på en opladning, mens den almindelige SUV med baghjulstræk og det store batteri får op til 565 kilometer. Det er netop den udgave, Audi forventer bliver den mest populære i Danmark.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Modelprogrammet får samtidig nye navne. De tidligere 40, 45 og 55-betegnelser er væk. Fremover hedder versionerne Q4 e-tron, Q4 e-tron performance og Q4 e-tron quattro performance.

Mere udstyr som standard i Danmark

Den danske Q4 e-tron kommer i én udstyrsversion med en ganske omfattende standardpakke. Det gælder blandt andet Matrix LED-forlygter, 19 tommer alufælge, digital nøgle, komfortnøgle, panoramadisplay, Audi Application Store, smartphone-interface, trådløs opladning af to telefoner, 2-zoners klimaanlæg, sportssæder, Audi sound system, elektrisk bagklap og varmepumpe.

Derudover får de danske biler flere assistentsystemer som standard end den europæiske basismodel. Det inkluderer blandt andet adaptiv kørselsassistent med automatisk vognbaneskift, 3D-omgivelseskamera, vejskiltegenkendelse, advarsel ved vognbaneskift, udstigningsadvarsel og intelligent parkeringsassistent.

Den adaptive kørselsassistent kan desuden bruge online data til at hjælpe bilen med at holde vognbanen, selv når vejmarkeringerne ikke er tydelige.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Kan trække mere – og levere strøm tilbage

Q4 e-tron quattro performance får også en praktisk forbedring. Anhængervægten stiger med 400 kilo til 1.800 kilo. Det gør firehjulstrækkeren mere relevant for dem, der skal køre med trailer eller campingvogn.

En anden nyhed er tovejsopladning. Q4 e-tron bliver den første Audi-model med teknologien. I første omgang betyder det Vehicle-to-Load, så bilen kan levere strøm til eksempelvis en elcykel via en stikkontakt i bagagerummet eller en adapter ved ladeporten. Vehicle-to-Home, hvor bilen kan fungere som en slags hjemmebatteri, bliver i første omgang kun tilgængeligt i Tyskland, Østrig og Schweiz.

Den faceliftede Audi Q4 e-tron kan bestilles fra 12. maj og forventes hos danske Audi-forhandlere fra midten af sommeren. Inden da kan bilen opleves hos udvalgte forhandlere i maj. Audi Gladsaxe viser bilen den 10. og 11. maj, Audi Aarhus den 12. maj og Audi Fredericia den 13. maj.

Se og sammenlign Audi Q4-varianter på vores nye Elbilguiden-sektion.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.