[dropcap]H[/dropcap]ar du en boblende Quentin Tarantino i maven, er en gimbal et obligatorisk køb og DJI Osmo Mobile 2 er en relativt billig løsning, der leverer varen til UG. Prisen er endda så lav, at Osmo også er en overvejelse værd, hvis det bare er skiferien der skal foreviges på video. Men prisen betyder også, at der mangler lidt – specielt til pro-brugerne.
Princippet bag gimbals såsom Osmo Mobile 2 er simpelt: De holder din enhed fast og stille ved hjælp af tre små motorer, der kompenserer for bevægelser på alle tre akser. Resultater er fuldstændig glidende optagelser, der giver et mere professionelt udtryk. Osmo’en er udstyret med en fjederholder der kan klemme om selv den mægtigste phablet på markedet. Når først mobilen sidder fast, holder Osmo den helt rolig, selv når du går, løber eller vinker med den.
Sigter efter menigmand
DJI – der har lavet gimbals til at holde kameraet på sine droner stille i årevis – var blandt de første til at lave håndholdte gimbals. Dette er den tredje, de har lavet, og den er markant billigere end tidligere modeller. Det er tydeligt, at DJI gerne vil sælge Osmo til ”alle os andre” – os der ikke bruger video professionelt, men bare vil have bedre optagelser. Derfor har DJI også fjernet nogle af de pro-funktioner, som var i forgængeren fra 2015; der er for eksempel ikke nogen indgang til ekstern lyd/mikrofon ligesom batteriet nu er fastmonteret. Der er også blevet luget godt ud i knapperne, så Osmo ikke virker så overvældende.
Artiklen fortsætter efter annoncen




