Har du været med på internetbølgen helt tilbage fra dengang, hvor man skulle forbinde via modem, vil navnet Jubii med garanti vække minder. Tjenesten, der startede livet som en potent linksamling til den danske del af nettet, var simpelthen en uundgåelig del af nettet, på samme måde som Google er det i dag. Men det er slut nu. Det Nordjyske Mediehus har besluttet, at Jubii lukker helt ned, fortæller Mediawatch.
Det har dog været en langsom kvælningsdød for den engang så populære portal, der langsomt er gledet ud i glemslen. Allerede sidste år blev Jubii decimeret, da hele mailplatformen blev solgt til det norske firma Recurrent, der også driver resterne af en anden stor portal fra nettets spæde danske start, nemlig S-OL (Scandinavia Online).
Jubii blev, i modsætning til hvad mange tror, ikke startet af serie-iværksætteren Martin Thorborg. Portalen blev startet den 31. juli 1995 af Jakob Faarvang, der siden solgte den videre til firmaet Cybernet, der var ejet af netop Martin Thorborg sammen med Henrik Sørensen, Kasper Larsen og Andreas Jürgensen. Det var under disses ledelse, at portalens popularitet eksploderede.
Artiklen fortsætter efter annoncen

