Elbiler

EU ændrer kørekortet: Det betyder de nye regler for dig

Snart må du køre tungere elbiler med almindeligt kørekort. Og det er kun begyndelsen. EU er på vej med en række ændringer, der også rammer danske bilister.

kørekort

Det velkendte kørekort af plastik er på vej til at få en digital afløser., der virker i hele EU. Samtidig bliver det lettere at køre tungere elbiler, mens nye bilister kan se frem til skrappere krav. EU har vedtaget en omfattende ændring af reglerne for kørekort, og nu skal de enkelte medlemslande gøre klar til at føre dem ud i livet.

Det gælder naturligvis også Danmark, hvor Færdselsstyrelsen allerede i år arbejder med at tilpasse dansk lovgivning til EU’s fjerde kørekortdirektiv. Det fremgår af styrelsens årsrapport for 2025.

Ændringerne bliver indført over flere år, og nogle af dem vil kunne mærkes allerede i 2027. Her er de vigtigste nyheder for danske bilister.

Artiklen fortsætter efter annoncen

1. Dit kørekort bliver digitalt i hele EU

Danmark har allerede en digital kørekort-app, men den har én væsentlig begrænsning: Den dur ikke i udlandet. Det bliver anderledes med EU’s nye kørekort. Senest ved udgangen af 2030 skal alle medlemslande kunne udstede et fælles digitalt kørekort, som bliver anerkendt på tværs af EU.

Kørekortet skal ligge i EU’s kommende digitale identitetstegnebog på mobilen. Dermed vil du kunne vise dit kørekort ved en politikontrol i eksempelvis Tyskland, Sverige eller Italien uden at have plastikkortet med. Men bare rolig, hvis du foretrækker den gammeldags løsning. Det fysiske kørekort forsvinder ikke. Du vil fortsat kunne bestille et almindeligt plastikkort.

2. Du må køre tungere elbiler med almindeligt kørekort

Her kommer en ændring, som især kan få betydning for elbiler. I dag giver et almindeligt B-kørekort som hovedregel ret til at køre biler med en tilladt totalvægt på højst 3.500 kilo. Men fra den 26. november 2027 skal EU-landene tillade, at bilister med mindst to års erfaring kan køre køretøjer på op til 4.250 kilo, hvis de benytter alternative drivmidler.

Baggrunden er blandt andet, at store batterier gør elektriske køretøjer tungere end tilsvarende diesel- og benzinmodeller. Faktisk har Danmark allerede en særregel, der tillader kørsel med visse elektriske varebiler på op til 4.250 kilo. Men den gælder kun inden for landets grænser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med EU’s nye regler bliver rettigheden fælles i medlemslandene. Der er dog en vigtig detalje: De 4.250 kilo gælder ikke automatisk for autocampere. Her kommer der særskilte muligheder for at udvide B-kørekortet efter yderligere undervisning eller en prøve.

3. Mister du kørekortet i udlandet, kan det også koste det danske

Det bliver samtidig sværere at slippe fra alvorlige trafikforseelser ved at krydse en landegrænse. I dag kan en frakendelse af førerretten i ét EU-land i visse tilfælde være begrænset til det pågældende land. Fremover skal medlemslandene i højere grad anerkende hinandens afgørelser.

Det betyder eksempelvis, at en dansk bilist, der mister retten til at køre på grund af alvorlig spirituskørsel i Tyskland, også kan miste førerretten hjemme i Danmark.

Reglerne omfatter blandt andet spirituskørsel, narkokørsel og alvorlige hastighedsovertrædelser. Ordningen gælder frakendelser på mindst tre måneder, når en række nærmere betingelser er opfyldt. Dermed bliver konsekvenserne af alvorlige trafikforseelser i udlandet mere vidtrækkende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

4. Skrappere krav til nye bilister

EU indfører også en fælles prøveperiode på mindst to år for nye bilister. I den periode skal der gælde strengere regler eller sanktioner for blandt andet spirituskørsel.

Men på det punkt er Danmark allerede et skridt foran. Siden juli 2025 har danske førstegangsbilister haft en promillegrænse på blot 0,2 i de første tre år efter erhvervelsen af kørekortet. Det svarer i praksis til, at alkohol og bilkørsel ikke hører sammen.

De 17-årige bliver også omfattet af en fælles EU-ordning med ledsaget kørsel. Herhjemme kan 17-årige allerede tage kørekort. Siden juli 2025 har de endda måttet køre uden ledsager mellem klokken 05 og 20. Om aftenen og natten skal der fortsat sidde en erfaren voksen ved siden af.

Den fælles EU-ordning for ledsaget kørsel skal indføres fra november 2028.

Artiklen fortsætter efter annoncen

5. Nye helbredskrav – men ikke automatisk lægetjek til alle

EU vil desuden sikre, at bilister fortsat er helbredsmæssigt egnede til at køre. De nye regler lægger op til mere systematiske helbredsvurderinger i forbindelse med udstedelse og fornyelse af kørekort. Det betyder dog ikke, at alle ældre danske bilister pludselig skal til lægen for at beholde kørekortet.

EU giver medlemslandene mulighed for at benytte blandt andet helbredserklæringer, hvor bilisterne selv oplyser om deres helbred. I Danmark skal man i dag som udgangspunkt ikke aflevere en lægeattest ved almindelig fornyelse af kørekort til personbil. Til gengæld kræves der lægeattest ved fornyelse af kørekort til lastbil og bus.

Hvordan de nye EU-krav konkret bliver udformet i Danmark, afhænger af den danske gennemførelse.

6. Køreprøven skal følge med teknologien

EU vil også have køreskolerne til at følge med udviklingen. Der skal blandt andet være større fokus på moderne førerassistentsystemer, risikoen ved blinde vinkler, mobiltelefoner og beskyttelse af cyklister og fodgængere. Det kan få betydning for både teoriundervisningen og den praktiske køreprøve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til gengæld bliver gyldighedsperioden på 15 år for almindelige kørekort fastholdt. Det er allerede den normale gyldighedsperiode i Danmark.

Hvornår træder de nye regler i kraft?

Det hele sker ikke på én gang. Reglerne for tungere køretøjer med alternative drivmidler skal gælde fra november 2027, mens den fælles ordning for 17-årige følger i november 2028.

MERE OM SAMME EMNE:

Hovedparten af de øvrige ændringer skal være gennemført i medlemslandene fra november 2029. Det fælles digitale kørekort skal være på plads senest ved udgangen af 2030.

For danske bilister betyder det, at kørekortet i de kommende år bliver mere anvendeligt på tværs af landegrænserne og på flere områder underlagt fælles europæiske regler. Og selv om den danske kørekort-app nu får en fælles europæisk konkurrent, er der altså ingen grund til at slette den endnu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.