Det er ikke alene dårlig stil at kræve tagging af personer i Facebook-kampagner og -konkurrencer, det er også ulovligt. Det slår Forbrugerombudsmanden fast i en sag, hvor en dansk café er blevet meldt til politiet for at afholde 12 konkurrencer på Facebook, hvor der blev stillet krav om tags for at deltage.
Helt konkret overtræder tagging paragraffen om spamforbud i markedsføringsloven. Når virksomheden kræver, at konkurrencedeltagere tagger andre, vil notifikationerne efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være sendt på vegne af virksomheden. Har den taggede person ikke givet samtykke til at modtage notifikationen, vil det være en overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod spam.
– Ifølge markedsføringsloven har enhver ret til selv at bestemme, hvem de vil modtage reklame fra, og derfor må en virksomhed ikke sende fx notifikationer på sociale medier uden først at indhente modtagerens samtykke til det. Virksomheder må heller ikke få andre til det på virksomhedens vegne. At de sociale medier giver nem adgang til det, gør det ikke lovligt for virksomhederne, forklarer Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

