Googles trådløse betalingsløsning, Google Pay, kom til Danmark i slutningen af Oktober til kunder hos Nordea, Danske Bank og Jyske Bank. Men løsningen overtræder dansk lovgivning, mener Forbrugerrådet Tænk, der har sendt et brev til Google med kritikpunkterne. Det skriver Berlingske.
Det store problem er, at der i betingelserne for Google Pay henvises til hele fem forskellige sæt servicevilkår, der skal læses, hvis man som forbruger vil vide hvad de data Google Pay indsamler anvendes til. Ifølge Forbrugerrådet Tænk kræver dansk lovgivning, at brugerne skal have en klar og præcis beskrivelse af, hvad deres data bliver brugt til.
– Det skal være tydeligt for forbrugeren, hvad data kan blive brugt til, men selv efter, at vi har brugt timer på at studere vilkårene, har vi svært ved at gennemskue præcis, hvad man siger ja til, når man bruger app’en, siger Troels Hauer Holmberg, som er seniorøkonom i Forbrugerrådet, til avisen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

