Fossil har efterhånden en bred vifte af smartur-modeller under Gen 6-navnet. Nu er endnu et præsenteret, som får navnet Gen 6 Hybrid Wellness Edition.
Som navnet antyder, så er det af hybridtypen. Altså et smartur med gode gammeldags urvisere. De flytter sig automatisk, når du ønsker at bruge skærmen, der gemmer sig i midten under viserne. Skærmen på denne version er af e-ink-typen og det har en klar fordel – nemlig batteritiden.
Uret lover op til to ugers batteritid, før du behøver tilslutte det en lader. Som andre af Fossils ure, så kører det ikke Wear OS (Google smartur-platform), men kan synkronisere dine notifikationer takket være Fossils egen app. Du kan tale med uret via Alexa.
Læs også: Samsung klar med Galaxy Watch 5 og Watch 5 Pro
Der er fokus på aktivitet og træning med Gen 6 Hybrid Wellness Edition. Funktioner relateret hertil tæller blandt andet.
- Måling af Sp02 (iltmætning i blodet)
- Måling af V02 (maksimum iltoptagelse)
- Automatisk træningsregistrering
- Måling af hjerterytme
Uret bliver tilgængelig i tre farver: blå, pink og sort. Remmen er udskiftelig og Fossil tilbyder seks forskellige varianter.
Uret sættes til salg fra i morgen hos Fossil. Det antages at det ligeledes kommer til salg hos danske forhandlere.