Audi har gjort det, mange fans kun har turdet drømme om: Genskabt ånden fra den ikoniske TT – men denne gang på strøm. På biludstillingen IAA i München ruller mærket nemlig Audi Concept C ind på scenen, en to-sæders elektrisk sportsvogn, der ligner en direkte arvtager til TT’ens kultstatus.
Audi kalder den selv et designmanifest. Men for alle os, der savner en kompakt sportsvogn med fire ringe på næsen, føles det snarere som en kærlighedserklæring. Concept C er lav, bred og præcist skåret – og har en elektrisk hardtop, som for første gang gør det muligt at køre cabriolet i en Audi på strøm.
Det er første model under ledelse af Audis nye designchef Massimo Frascella, som beskriver filosofien som “radikal enkelhed”. Og det ses: Alt unødvendigt er barberet væk. Forenden er domineret af en ny, lodret Singleframe-grill og en lyssignatur med fire vandrette streger, som fremover bliver Audi-DNA på både for- og baglygter.
Artiklen fortsætter efter annoncen





