Underholdning

HBO slår hårdt ned på kontodelere

HBO Max sætter hårdt ind mod kontodeling – allerede fra september risikerer du at miste adgangen, hvis du streamer på et lånt login.

HBO Max

Har du været lidt for rundhåndet med dit HBO Max-login? Så kan du godt begynde at overveje et abonnement mere i husstanden. Streaminggiganten varsler nemlig et markant opgør med kontodeling – og de lægger ikke skjul på, at de går til sagen med hård hånd.

Under fremlæggelsen af Warner Bros. Discoverys seneste kvartalsregnskab gjorde Jean-Briac Perrette, koncernens globale streaming- og spilchef, det klart, at tiden for “uautoriseret” login-deling er ved at rinde ud. Efter at have brugt måneder på at kortlægge, hvem der reelt er betalende brugere – og hvem der bare nasser med – er HBO klar til at tage næste skridt.

Allerede i september ruller en ny bølge af advarsler ud til de brugere, HBO mistænker for at dele konto. Hvor man før kunne klikke sig let og elegant udenom en blød påmindelse, vil der nu komme beskeder, der kræver handling, hvis man vil fortsætte med at se serier og film.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det stopper ikke der. Til årets fjerde kvartal lover HBO at skrue endnu mere op for tonen, så der ikke hersker tvivl: Enten betaler man – eller også mister man adgangen.

Allerede i december sidste år gjorde tjenesten det klart, at man ikke accepterer kontodeling. Dengang fortalte de, at de arbejdede på en løsning, hvor AI skal tjekke kundernes forbrugsmønstre – og streames der eksempelvis uregelmæssigt meget fra en specifik konto, tages der kontakt til kunden.

MERE OM SAMME EMNE:

Perrette lagde ikke skjul på, at målet er at konvertere “gratis” seere til betalende kunder. Med andre ord: Den næste sæson af din yndlingsserie kan blive den sidste, du ser på lånt login.

Også Netflix og Disney+ har taget kampen op mod kontodelere gennem de senere år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.