En lav pris er ikke nødvendigvis det samme som et godt køb – hverken for dig eller for klimaet. Ofte er et produkt, der er dyrere i indkøb, billigst for dig i det lange løb, fordi det bruger mindre energi. Derfor lancerer Energistyrelsen i dag værktøjet Hele Prisen, der sammenligner udgifter til både indkøb og brug af et produkt over hele dets levetid.
Du kan f.eks. lynhurtigt sammenligne to vaskemaskiner og finde ud af, hvilken der er billigst, når man medregner både indkøbsprisen og el- og vandforbruget i vaskemaskinens forventede levetid. Men det er også muligt at sammenligne fladskærne, køleskabe, opvaskemaskiner, frysere og endda vinkøleskabe.
– Normalt har du kun indkøbsprisen at gå efter, men den er ofte vildledende, fordi billige tilbud kan blive dyre i længden. Hele Prisen er en gave til alle os, der gerne vil træffe de økonomisk bedste valg, siger Thore Stenfeldt, der er fuldmægtig i Energistyrelsen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

