Danmark er helt i front i forhold til de øvrige lande i Norden og Baltikum, når det drejer sig om være forbundet til den digitale infrastruktur. I 2019 var 94 procent af landets boliger dækket med fastnet-bredbånd med mindst 100 Mbit/s download. Det viser rapporten Telecommunications Markets in the Nordic and Baltic Countries 2019, som netop er blevet offentliggjort.
Det er særligt adgangen til hurtigt bredbånd via enten kabel-tv- eller fibernet, som er årsagen til, at Danmark ligger forrest i feltet, fortæller Energistyrelsen i en pressemeddelelse. Udviklingen ser ud til at fortsætte. Aktuelt har 95 procent af danskerne i 2020 adgang til 100 Mbit/s, fortæller styrelsen.

Mange mobilpakker i Danmark
Hvad angår indkøbsvaner, er danskerne blandt de folk i Norden og Baltikum, som i højeste grad efterspørger mobile bredbåndsydelser. Når det kommer til mobilabonnementer med tale og data (mobilpakker) pr. indbygger i 2019, besætter Danmark og Finland førerpladserne sammenlignet med de øvrige lande i Norden og Baltikum. Begge lande har 1,17 abonnementer pr. indbygger. Mobilabonnementer inkluderer salg til både privat og erhverv.
Artiklen fortsætter efter annoncen

