Når Apple i næste uge præsenterer sine kommende softwareopdateringer ved WWDC, kan det samtidig betyde et farvel til understøttelse af flere ældre iPhones, iPads og Mac-computere. Ifølge troværdige rygter vil iOS 26, iPadOS 26 og macOS 26 ikke længere være kompatible med en række populære enheder, som ellers har været understøttet indtil nu.
iPhones uden iOS 26
Apple har historisk set været relativt generøs, når det gælder understøttelse af ældre iPhone-modeller. Sidste år kunne iOS 18 installeres på alle de samme enheder som forgængeren, iOS 17. Men med iOS 26 ser det ud til, at tre modeller står til at blive skåret fra listen:
- iPhone XS
- iPhone XS Max
- iPhone XR
De tre modeller blev alle lanceret i 2018 og har dermed haft fem til seks års softwareopdateringer. Det er på linje med Apples typiske supportcyklus, men det vil alligevel være et tab for mange brugere, da særligt iPhone XR fortsat er udbredt i brug.
iPad mister én generation
På iPad-siden er det kun én model, der forventes at miste understøttelse:
Denne iPad blev lanceret i 2019 og er stadig i brug i mange hjem og institutioner, bl.a. grundet dens lave pris og kompatibilitet med Apple Pencil (1. generation). Hvis rygterne holder stik, vil det betyde, at brugere med denne model ikke længere kan få de nyeste sikkerhedsopdateringer og funktioner.
macOS 26 og farvel til Intel
På Mac-fronten er det ikke overraskende, at ældre Intel-baserede maskiner er i farezonen. Apple har i de senere år skubbet hårdt på overgangen til Apple Silicon, og flere ældre Intel-Macs er gradvist blevet skåret fra i nye macOS-versioner. Med macOS 26 ventes yderligere fire modeller at miste understøttelse:
- MacBook Air (2020, Intel-versionen)
- MacBook Pro (2018)
- Mac mini (2018)
- iMac Pro (2017)
Særligt MacBook Air fra 2020 er interessant, fordi den også findes i en Apple Silicon-version lanceret samme år. Det understreger tydeligt, hvordan Intel-æraen nu endegyldigt bliver sat på sidelinjen. Dermed kan Apple koncentrere sig om sin nye platform på sine egne enheder.
Delvis understøttelse er stadig en mulighed
Selvom enhederne ovenfor muligvis ikke får iOS 26 eller macOS 26, betyder det ikke nødvendigvis, at de mister al funktionalitet. I nogle tilfælde fortsætter Apple med at levere sikkerhedsopdateringer til ældre versioner i en periode.
Desuden er det værd at huske, at selv blandt enheder, der får lov til at opdatere, vil ikke alle funktioner nødvendigvis være tilgængelige. Det har man set før, hvor for eksempel nye AI-funktioner i iOS 18 kun er tilgængelige på nyere modeller – som iPhone 15 Pro og nyere – selvom systemet teknisk set understøtter ældre telefoner.
Hvad betyder det for brugerne?
Hvis du ejer en af de enheder, der ser ud til at miste adgang til de nye systemer når iOS 26 og de andre systemer lanceres, står du over for et klassisk valg: Behold din enhed og lev med den sidste tilgængelige version, eller invester i en nyere model. Det kan selvfølgelig sagtens være et spørgsmål om økonomi, men fra vores side skal anbefalingen stadig lyde at finde en nyere telefon – evt. brugt. En telefon der ikke længere får opdateringer er betydeligt mere udsat i forhold til hackere og forskellige typer ondsindet software.
Det er endnu ikke bekræftet officielt, hvilke enheder der præcist mister understøttelse, men vi får med al sandsynlighed svar på det hele under Apples keynote og lanceringen af iOS 26 på WWDC mandag den 10. juni.