Elbiler

Musk hjalp med at få Trump valgt – nu klager Tesla over Trumps politik

Musk brugte over 200 mio. dollars på at få Trump valgt - men nu argumenterer Tesla imod Trumps politik

Trump Tesla
Billede: White House Press

Tesla har i et officielt høringssvar til de amerikanske miljømyndigheder, EPA, opfordret Trump-administrationen til ikke at rulle de eksisterende regler for biludledninger tilbage. Reglerne, der pålægger bilproducenter at satse på lavere CO₂-udledning og flere elbiler, er ellers et centralt punkt i Donald Trumps politiske program. Det kontroversielle er, at Teslas direktør, Elon Musk, samtidig har støttet Trump med over 200 millioner dollars i kampagnebidrag, selvom netop ophævelsen af disse regler indgik i Trumps valgkamp.

Tesla advarer mod at rulle standarder tilbage

I høringssvaret skriver Tesla, at EPA’s forslag til at ophæve reglerne hverken er baseret på videnskabelige fakta eller en juridisk holdbar begrundelse. Selskabet henviser til analyser fra det amerikanske videnskabsakademi, der fastslår, at klimaforandringer fortsat udgør en alvorlig trussel, og at den videnskabelige konsensus kun er blevet stærkere siden de oprindelige regler blev indført i 2009. Tesla advarer derfor imod at give bilindustrien mulighed for at sælge mere forurenende biler, da det både vil skade miljøet og bremse overgangen til elbiler i USA. Om disse informationer får Trump administrationen til at ryste på hånden er dog mere end tvivlsomt – og efter Musk og Trumps offentlige skænderi er der nok heller ikke meget, Trump vil gøre for at hjælpe sin tidligere ven eller hans elbilfirma.

Hvad betyder det for Tesla?

MERE OM SAMME EMNE:

På kort sigt kan fjernelsen af skattefradrag på elbiler give Tesla en konkurrencemæssig fordel i USA, fordi konkurrenterne bliver hårdere ramt. Men ophævelsen af EPA’s miljøkrav kan i længden også ramme Tesla, da det vil sænke tempoet i den amerikanske overgang til elbiler og dermed bremse virksomhedens erklærede mission om at accelerere skiftet til bæredygtig energi. Derfor er selskabet nu gået i direkte dialog med myndighederne for at bevare reglerne, selvom det placerer Tesla i et politisk dilemma.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tesla står altså i en usædvanlig situation, hvor selskabets officielle politik og direktørens personlige politiske engagement peger i to forskellige retninger. Situationen understreger, hvor kompliceret balancen mellem forretning, politik og klima er blevet for en af verdens største elbilproducenter.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER