Da Tesla i starten af 2025 lancerede en opdateret udgave af sin mest solgte bil, og den klart mest solgte i Danmark i de seneste år, var håbet, at Model Y kunne vende udviklingen efter et år med faldende leverancer. Men seks måneder senere er det tydeligt, at nye lygter og lidt mere komfortabel affjedring ikke er nok til at ånde nyt liv i salget. Model Y-salget er faldet, ikke steget, og Tesla står over for endnu et år med tilbagegang.
I andet kvartal blev der solgt cirka 86.000 Model Y’er i USA – et fald på 15 procent sammenlignet med samme periode sidste år – altså året før opdateringen. Det svarer til omkring 20.000 færre biler, og har bidraget til et samlet fald på 12,6 procent for Tesla i det vigtige hjemmemarked. Selv om det stadig er den mest solgte elbil i USA er det et tegn på, at den føring ganske snart kan være sat over styr. Med nye og mindre kontroversielle amerikanske konkurrenter på vej frem – såsom Lucid, der også snart gør sit indtog her i landet – er det virkelig problematisk at selv ikke en opdatering af den vigtigste model kan booste salget på hjemmemarkedet.
Derudover er der en generel træghed i det, især for Tesla, vigtige amerikanske elbilmarked, som i andet kvartal faldt med 6 procent på tværs af alle producenter. Det kan også have at gøre med de politiske vinde, der nu blæser i USA, og om ganske kort tid er enhver støtte til elbiler i det store marked fjernet, hvilket blot vil øge problemerne.
Artiklen fortsætter efter annoncen

