Næsten hver tredje bil, der blev solgt i Norge sidste år kørte på elektricitet. Hvordan gør de? Mens vi danskere stadig diskuterer ladestandere, afgifter og ikke mindst rækkevidde, så har nordmændene nået en markant milepæl i bestræbelserne på at komme benzin- og dieselbilerne til livs. Af alle de nye biler, der blev solgt i Norge i hele 2018 var 31,2 procent af dem elbiler, skriver Reuters.
Det bringer Norge til tops på listen over lande, hvor der procentvis sælges flest elbiler, med Island på en andenplads med bare 12 procent og Sverige på tredjepladsen med 6 procent. Herhjemme udgjorde salget af elbiler og opladningshybridbiler sølle 1,7 procent af det samlede bilsalg i første halvår af 2018 (ifølge Dansk Elbil Alliance).
Det skal dog siges, at tal er taknemmelig. Det blev trods alt kun solgt 148.000 nye biler i Norge i 2018, så det reelle antal benzinbiler der forsvandt fra vejene er ikke voldsomt stort. Men alligevel. I 2017 var andelen af solgte elbiler kontra benzinbiler i Norge på 20,8 procent og i 2013 bare 5,5 procent. Det kan altså lade sig gøre at ændre folks attitude.
Artiklen fortsætter efter annoncen

