Elbiler

Nu kan selvkørende biler se rundt om hjørner

Et nyt radarsystem bruger radiobølger og AI til at afsløre fodgængere og biler, der gemmer sig bag hjørner. Resultatet kan blive markant sikrere selvkørende biler – og færre ulykker i trafikken.

selvkørende
HoloRadar benytter kompakt og smidigt scanningsudstyr, hvilket åbner for anvendelse i den virkelige verden. (foto: Sylvia Zhang)

Forestil dig, at din bil kan opdage en fodgænger, før vedkommende overhovedet træder frem fra et hjørne. Forskere har nu udviklet et radarsystem, der i praksis kan lade robotter og selvkørende biler “se” rundt om hjørner ved hjælp af radiobølger og kunstig intelligens. Systemet hedder HoloRadar og er udviklet af ingeniører ved University of Pennsylvania. Målet er at give autonome maskiner mere tid til at reagere – og dermed gøre dem markant sikrere.

Hvor traditionelle kamerasystemer og LiDAR kun kan registrere det, der er direkte synligt, arbejder HoloRadar med radiobølger. Og netop deres lange bølgelængde viser sig at være nøglen.

“Robotter og selvkørende køretøjer skal kunne se mere end det, der befinder sig direkte foran dem. Den evne er afgørende for at hjælpe robotter og selvkørende køretøjer med at træffe sikrere beslutninger i realtid,” siger Mingmin Zhao, professor i Computer and Information Science og seniorforfatter på forskningsarbejdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kontraintuitive er, at radiobølger – som normalt anses for at give lavere opløsning end synligt lys – faktisk har en fordel i denne sammenhæng. Fordi bølgerne er langt større end de små ujævnheder i vægge og gulve, opfører overfladerne sig som spejle, der reflekterer signalerne i forudsigelige mønstre.

Forskerne præsenterer HoloRadar på denne video.

“Fordi radiobølger er så meget større end de små ujævnheder i væggenes overflader, kommer overfladerne i praksis til at fungere som spejle, der reflekterer radiosignaler på forudsigelige måder,” forklarer ph.d.-studerende Haowen Lai.

I praksis betyder det, at vægge, lofter og gulve kan “kaste” radiobølger rundt om hjørner og sende information tilbage til systemet. Med hjælp fra AI rekonstruerer HoloRadar derefter et tredimensionelt billede af det, der befinder sig uden for direkte synsfelt.

Dermed fungerer HoloRadar som et ekstra lag af sikkerhed. Det erstatter ikke eksisterende sensorer – det supplerer dem. Resultatet er, at bilen eller robotten kan opdage potentielle farer tidligere og dermed nå at bremse eller ændre kurs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Testet i virkelige omgivelser

Systemet er allerede testet på mobile robotter i indendørs miljøer som gange og bygningshjørner. Her lykkedes det at genskabe skjulte korridorer, vægge – og endda mennesker, som befandt sig uden for robotternes direkte synsfelt.

MERE OM SAMME EMNE:

Næste skridt er at teste teknologien udendørs, hvor afstandene er større, og forholdene mere dynamiske. Det er her, potentialet for selvkørende biler for alvor bliver interessant – eksempelvis ved uoverskuelige vejkryds i byer.

Hvis teknologien modnes og integreres i serieproducerede biler, kan den blive et vigtigt skridt mod færre ulykker – ikke kun i fuldt selvkørende biler, men også i avancerede assistentsystemer i almindelige personbiler.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.