Det bliver dyrere at købe smatphone, tablet og computer. En ny politisk aftale betyder nemlig, at de fremover pålægges nye afgifter, idet de nu omfattes af den såkalte blankmedieordning. En ordning, der har til formål at kompensere rettighedshavere til bl.a. musik og film for den lovlige privatkopiering, danskerne foretager.
Hidtil har blankmedieordningen kun omfattet blanke cd’er, dvd’er, usb-stiks og lignende, men aftalepartierne mener, at privatkopieringen i dag også finder sted på lagringsmedier som smartphones, computere og tablets. Derfor bliver sådanne lagringsmedier nu omfattet af ordningen.
Aftalen er indgået mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Frie Grønne og betyder, at de forskellige lagringsmedier afgiftspålægges ud fra et samlet årligt kompensationsniveau på 93 millioner kroner.
Artiklen fortsætter efter annoncen

