Kaffemaskinen, der stadig kan brygge, men som du har parkeret i kælderen. Den gamle iPad, der mest samler støv i skuffen. Eller elpiskeren, du har opgivet til fordel for en ny. Fra den 25. september kan alle de glemte gadgets få en ny chance på Danmarks første rigtige genbrugsanlæg for elektronik – i Nørre Aaby på Fyn.
Her forventer man hvert år at redde op mod 100.000 apparater, telefoner og tablets ud af skrotstrømmen, give dem et serviceeftersyn og sende dem tilbage på markedet – med garanti.
Elektronikaffaldet eksploderer
Verden drukner i elektronikskrot. FN anslår, at vi i 2030 når op på 82 millioner tons elektronikaffald – og danskerne ligger helt i top, når det gælder forbrug. Vi smider i gennemsnit 25 kilo elektronik ud hver eneste år. Det er næsten dobbelt så meget som en gennemsnitlig EU-borger.
Artiklen fortsætter efter annoncen

