Der er gået tre år siden den første udviklerudgave af Virtual Reality-brillen Oculus Rift blev vist frem – og nu er den endelig klar til forbrugerne. Ved et storstilet arrangement i aftes, dansk tid, blev den endelig udgave af Oculus Rift vist frem for pressen – og samtidig blev det afsløret, at Oculus har indgået et tæt samarbejde med Microsoft og Xbox.
Rift er udstyret med to OLED-skærme og en slider, så man kan indstille afstanden mellem skærmene. I forhold til udviklerudgaverne, er der blevet tilføjet et sæt hovedtelefoner der byder på 360-grader-lyd, der er synkront med 3D-billederne i brillen. Og ja, du kan afmontere dem og bruge dine egne. Den endelige udgave har også fået en ny ekstern sensor, der kan placeres på et bord.
Oculus-grundlæggeren Palmer Luckey viste også en spritny controller, der skal bruges med Rift; Oculus Touch. Den ligner en traditionel konsol-controller, der er revet over i to og forsynet med et beskyttelsesbånd. Touch sørger for at man kan interagere og manipulere med 3D-verdenen i brillen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

