SmarthomeTophistorie

Philips Hue åbner for AI-assistent i de første lande

Smartbelysning fra Philips Hue får et skud kunstig intelligens – men kun få kan prøve det i første omgang.

Philips Hue tager nu et skridt ind i AI-tidsalderen og åbner for sin nye AI-drevne assistent i tre europæiske lande: Belgien, Holland og Luxemborg. Det sker som led i en tidlig testfase, hvor brugerne får mulighed for at styre og tilpasse deres lys endnu mere intuitivt – ved hjælp af enten tekst eller tale.

Assistenten blev første gang præsenteret under CES-messen i januar og beskrives af Philips Hue selv som starten på en “ny æra for smart belysning”. Funktionen er direkte integreret i Hue-appens startskærm og kan – på engelsk – hjælpe med alt fra at skabe hyggestemning til festlys og hverdagsrutiner.

 

Selvom funktionen foreløbig kun er tilgængelig i et lille hjørne af Europa – og kun på engelsk – tyder alt på, at en bredere udrulning er på vej. Philips Hue har en vane med at lancere nye funktioner i mindre markeder, før de lander i yderligere lande. Så det er ikke utænkeligt, at danskere med Hue-setup snart kan få fingrene i den nye teknologi. Hvis de altså er villige til alt tale engelsk med lyset.

AI-assistenten er gratis at bruge og fungerer sammen med den eksisterende søgefunktion i Hue-appen. Brugerne kan også give direkte feedback i appen, så Philips Hue kan finjustere oplevelsen løbende.

 

Personlig belysning med AI-hjerne

Det helt nye i denne løsning er muligheden for at skabe personlige lysscener ud fra dine beskrivelser. I stedet for at bladre igennem forudindstillede stemninger, kan du f.eks. sige “sæt stemning som en rolig sommeraften” – og så forsøger assistenten at matche det med lys, farver og intensitet. Det er en mere naturlig og fleksibel måde at bruge smart belysning på.

Vi følger naturligvis med og opdaterer, så snart der er nyt om en dansk lancering. Indtil da må danske Hue-brugere væbne sig med tålmodighed – og måske støve deres engelskkundskaber af.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.