×
ElbilerTophistorie

Plugin-hybrider sælger fortsat som varmt brød

De grønne biler vinder frem og det er fortsat primært plugin-hybriderne som trækker læsset. Her er de seneste tal fra De Danske Bilimportører.

I både juni og juli måned slog plugin-hybriderne salgsrekord. Det blev ikke til en ny rekord i august måned, men ser man på det samlede bilsalg i august, så åd plugin-hybriderne en stadig større del. Hele 14 procent af de biler, der blev solgt i Danmark i august, var plugin-hybrider. Elbilerne stod for 5,8 procent af salget mens fossilbilerne ”kun” stod for 80,2 procent af det samlede salg. I august sidste år stod fossilbilerne for voldsomme 96,4 procent af salget.

Det er positivt nyt for de grønne biler, men De Danske Bilimportører advarer om, at plugin-hybrider og elbiler går en afgørende tid i møde med offentliggørelsen af Eldrup-kommissionens første delrapport i den nærmeste fremtid.

– Inden længe præsenterer Eldrup-kommissionen sine anbefalinger til nye bilafgifter, og vi ser frem til nogle spændende måneder, der kommer til at stå i bilafgifternes tegn. Vi håber, at politikerne øjner en mulighed for at gøre bilafgifterne grønnere, siger Mads Rørvig, der er adm. direktør for De Danske Bilimportører.

Sidst i august fremlagde De Danske Bilimportører et forslag til, hvordan regeringen kan beskatte biler fremover. De foreslår en model, hvor man hovedsageligt betaler afgift efter, hvor energieffektiv og CO2-venlig ens bil er. Det kan du læse mere om i denne artikel.

Ford Kuga i pole-position

Kigger man på de mest populære modeller blandt danske bilkøbere i august måned, er Ford Kuga den helt store vinder. Der rullede 1.533 nyregistrerede Kugaer ud fra forhandlerne – og hele 1.509 af disse var plugin-hybrid-modellen. Der er pænt langt ned til nummer to på (plugin-hybrid) listen, der er Peugeot 3008 med 185 solgte eksemplarer.

I alt blev der indregistreret 2.464 plug-in’er i august, og plug-in salget udgjorde dermed 14,0 procent af det samlede personbilsalg.  

plugin-hybrider

Salgsudviklingen for elbiler fortsætter de positive tendenser med 1.015 nyregistrerede elbiler i august måned, hvilket er 199,4 procent flere end i august sidste år, hvor der blev indregistreret 339 elbiler. I det totale personbilsalg udgjorde elbilerne 5,8 procent – det er en stigning på 3,2 procentpoint ift. juli måned.  

I alt har 5.216 nye elbiler fået asfalt under dækkene i de forgangene otte måneder mod 3.192 elbiler i samme periode sidste år. 

Tesla Model 3 er fortsat den mest populære ‘rene’ elbil. Kun en enkelt måned i år – det var i juli – måtte Model 3 vige førstepladsen. Af nye biler på Top 10 i denne måned er de nye elektriske Peugeot’er, der endelig er kommet til landet.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.