Amazon gør fra i dag Prime Video til mere end sin egen streamingtjeneste i Danmark. Tjenesten åbner for såkaldte tilvalgsabonnementer, hvor danske brugere kan abonnere på en række konkurrerende streamingtjenester direkte gennem Prime Video. Ved lanceringen gælder det Apple TV, BritBox, Crunchyroll, Hayu, HBO Max, Lionsgate+, MGM+, MUBI og SkyShowtime. Ideen er, at Prime Video i højere grad skal fungere som en samlet indgang til streaming, hvor brugeren både kan finde indhold, tegne abonnement og se film og serier uden konstant at skulle hoppe mellem forskellige apps. Abonnementerne administreres samtidig gennem den Amazon-konto, man allerede bruger til Prime Video.
Du behøver ikke være Prime-medlem
En væsentlig detalje ved lanceringen er, at tilvalgsabonnementerne ikke er forbeholdt kunder, der betaler for Amazon Prime. Alle Prime Video-brugere i Danmark kan tegne abonnement på de eksterne tjenester gennem platformen. Dermed forsøger Amazon i praksis at gøre Prime Video til en streamingportal, snarere end blot et sted for Amazons eget indhold. De enkelte tjenester beholder deres egne kataloger, mens Prime Video står for den fælles brugeroplevelse og administration af abonnementerne. Det kan især være interessant for brugere med flere streamingtjenester, fordi en større del af både søgning, afspilning og abonnementshåndtering kan foregå samme sted og med samme Amazon-konto.
Amazon har allerede tilbudt Prime Video Channels på andre markeder, men udvidelsen betyder, at konceptet nu får et betydeligt større udvalg i Danmark. De ni tjenester spænder samtidig forholdsvis bredt. HBO Max, Apple TV og SkyShowtime er blandt de store, brede tjenester, mens eksempelvis Crunchyroll fokuserer på anime, BritBox på britisk tv og MUBI på et mere kurateret udvalg af film. Hayu er især kendt for reality-tv, mens Lionsgate+ og MGM+ bidrager med yderligere film og serier. Brugeren behøver altså ikke købe en samlet pakke, men kan vælge de enkelte abonnementer efter behov.
Artiklen fortsætter efter annoncen

