Paris, Frankrig: Toyota har tårnhøje ambitioner for sin næste elbil, C-HR+. Faktisk forventer mærket, at den bliver deres mest solgte model i 2026 – og efter en dags kørsel i prototypen forstår man hvorfor. Toyota C-HR+ føles som skabt til Danmark: kompakt, kæk, komfortabel og klar til at tage kampen op i elbilernes mest eftertragtede felt.
Den nye crossover placerer sig elegant mellem den lille Urban Cruiser og den større bZ4X, men her stopper ligheden også. For selv om navnet vækker minder, er C-HR+ en helt ny konstruktion – bygget fra bunden som elbil og med samme platform som bZ4X.
Og så rammer den plet på prisen. 299.990 kroner for en elbil med 77 kWh batteri, op til 608 kilometers rækkevidde og massivt udstyrsniveau gør den til et oplagt valg for mange danske familier. Den mindre version med 58 kWh batteri hopper Toyota over herhjemme – i hvert fald i første omgang – og det virker som et klogt træk. Toyota satser nemlig helhjertet på den variant, der giver mest rækkevidde, masser af komfort og mest værdi for pengene.
Artiklen fortsætter efter annoncen













