Drømmer du om en lille elektrisk Skoda til bykørsel? Så må du kigge mod Volkswagen eller Cupra i stedet. Skoda har nemlig ingen planer om at lave en elektrisk afløser til Citigo, skriver britiske Autocar.
Når Skoda næste år sender den kompakte Epiq på gaden, bliver det mærkets mindste elbil – og sådan bliver det ved. Epiq bygges på VW-koncernens nye MEB Entry-platform, den samme som Volkswagen ID. Polo, ID. Cross og Cupra Raval. Alle modeller, der ventes at lande omkring 25.000 euro (omkring 190.000 kroner før moms og afgifter).
Volkswagen selv arbejder sideløbende på en billigere by-elbil, baseret på ID. Every1-konceptet og med et mål om en pris på omkring 20.000 euro (150.000 kroner). Men den kommer altså kun med VW-logo. Skoda-chef Klaus Zellmer gør det klart, at tjekkerne bevidst holder sig ude af det felt:
”Vi tror på, at vi med Fabia, Kamiq og Scala står stærkt i den prisfølsomme ende af markedet. Derfor satser vi ikke på en elbil under Epiq,” forklarer han.
Ifølge Zellmer handler det om at undgå at træde Volkswagen og Cupra over tæerne:
”I koncernen skal vi ikke stå på hinandens fødder. Volkswagen har altid dækket hele paletten – vi vælger i stedet at fokusere der, hvor vi kan tjene mest og få investeringen hjem.”
Skoda vil dog ikke helt slippe tøjlerne til elektrificeringen af de billige modeller. Salgsdirektør Martin Jahn bekræfter, at både Fabia og Kamiq får en dosis hybridteknologi i fremtiden.