×
ElbilerTophistorie

Smugkig på Lexus RZ 450e

Toyotas Lexus har udsendt nye smækre billeder af elbilen RZ 450e, der præsenteres officielt i løbet af foråret.

I midten af december overraskede Toyota og luksusmærket Lexus, da de præsenterede en hel flåde af elbiler, der skal på vejene inden 2030. Det var også her, vi fik det første glimt af Lexus RZ 450e, der skal supplere Lexus UX.

Nu er Lexus klar med flere billeder af bilen, der er en kompakt crossover. Den er bygget på samme e-TNGA platform som Toyotas kommende bZ4X-elbil.

Ifølge Lexus-bossen Koji Sato vil Lexus RZ 450e ‘få sin debut’ i løbet af foråret. Vi går kraftigt ud fra, at han mener, at den præsenteres – og ikke at den kører ud fra fabrikken. Søsterbilen Toyota bZ4X kommer tidligst til forhandlerne i løbet af sommeren.

Toyotas nye e-TNGA-platform.

Der er endnu ikke nogen informationer om Lexus RZ’erens bestykning. Men et godt gæt er, at den deler konfiguration med netop bZ4X. Det vil betyde, at den får to separate 80 kW elmotorer på for- og bagakslen med samlet systemydelse på 218 hk og et drejningsmoment på 336 Nm. Den vil også blive udrustet med et 72,8 kWh-batteri. Det forventes at bilen får en WLTP-rækkevidde på over 450 kilometer.

Herunder billederne af Lexus RZ 450e. De to nye er profil- og bagende-billederne.  

Lexus har allerede elmodellen UX 300e på gaden. Den har et batteri på 54,3 kWh (50 netto) og en WLTP-rækkevidde på 305 kilometer. Som en af de få nyere elbiler er den udrustet med det efterhånden sjældne CHAdeMO-stik, som de har været svært glade for i Østen. Den kan maksimalt hurtiglade med op til 35 kW DC, så det er ikke en bil, man ønsker at tage på ferien sydpå. En opladning fra 10-80 procent tager i bedste fald 69 minutter.

Prisen for UX 300e starter ved 372.500 kroner for den billigste variant. Lexus RZ 450e bliver med garanti dyrere.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.