
Først lancerede Tesla Powerwall til hjemmet, så kom Powerpack til virksomheder og nu har Tesla så præsenteret Megapack, et kæmpebatteri med potentiale til at holde en hel storby med strøm, hvis elværket har problemer med at følge med. Hvert Megapack-batteri har en kapacitet på 1,5 megawatt – og ved at koble flere batterier sammen kan Tesla skalere efter behov.
For eksempel, fortæller Tesla i en pressemeddelelse, kan modulerne kobles sammen til et anlæg, der kan lagre mere end én gigawatt-time, hvilket er nok til at forsyne de mere end 800.000 indbyggere i storbyen San Francisco med strøm i mere end seks timer.

Tanken er at Megapack skal samle energi fra eksempelvis vindmøller og andre vedvarende energikilder, og energien kan så frigives, hvis og når behovet opstår. Megapacks modulære tilgang betyder, at Tesla kan bygge et batterianlæg ti gange hurtigere end de løsninger der findes i dag. Desuden kræver Megapack-løsningen 40 procent mindre plads end nuværende løsninger, hævder Tesla.
Én ting som Tesla ikke kommer ind på i pressemeddelelsen, er prisen på Megapack. Men løsningen er nok ikke billig på kort sigt. Tesla har heller ikke bygget anlægget noget sted endnu, men teknologien bygger på erfaringerne fra et batterianlæg som Tesla færdiggjorde i det sydlige Australien i 2017.