×
ElbilerTophistorie

Teslas tyske fabrik nærmer sig produktionsstart

Elon Musk håber at Gigafactory Berlin kan starte op til oktober, på trods af modstand fra tysk bureaukrati.

Elon Musk håber på, at den nye Gigafactory i Grünheide udenfor Berlin kan starte produktionen af de første biler til oktober. Han klager dog samtidig over det tyske bureaukrati, skriver Automotive News.

Miljømyndighederne i delstaten Brandenburg har nemlig endnu ikke givet deres endelige godkendelse til anlægget, hvorfor yderligere forsinkelser ikke kan udelukkes.

Musk har i denne uge besøgt Tyskland, hvor han har mødtes med en række politiske ledere for at diskutere fabrikken. Fredag havde han besøg på fabrikken af den kristendemokratiske politiker Armen Laschet, der stiller op som Angela Merkels efterfølger ved efterårets tyske parlamentsvalg.

– Vi håber at få tilladelse til at bygge de første biler i oktober, hvis vi er heldige, sagde Musk i interview i forbindelse med mødet.

En af de ting, der bekymrer miljøaktivister, er fabrikkens forbrug af vand. Gigafactory Berlin er angiveligt opført nærmest oven på byen Grünheides naturlige grundvandsforsyning. Men Musk afviste overfor en tilstedeværende journalist, at det bliver et problem.

– Denne region har meget vand – se dig omkring. Der er vand overalt. Synes du, det ligner en ørken? Det er latterligt, det regner meget, svarede Musk.

Han fortsatte med at kritisere det tyske bureaukrati og foreslog en gennemgang af reglerne på både lokalt og føderalt niveau for at se, om de overhovedet har nogen fordele. Han støttes af Armen Laschet, der stod ved hans side under interviewet:

– Nogle gange får man indtryk af, at det er nemmere at opfinde noget nyt end at besejre bureaukratiet i Tyskland, sagde Laschet.

Gigafactory Berlin skulle egentlig have været i gang allerede den 1. juli i år, men har været tvunget til at udsætte produktionsstarten på grund af modstand fra tyske organisationer. Fabrikken skal, når den kommer i gang, producere både Tesla Model 3 og Model Y, ligesom der skal laves batteripakker. Altså sammen til det europæiske marked.

På grund af forsinkelserne er Tesla nu begyndt at importere biler til Europa fra fabrikken i Kina.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.