Elbiler

Nyt Uber partnerskab skal bringe førerløse taxier til Europa

I 2026 kan vi se de første førerløse Uber taxier i Europa

Uber

Uber tager endnu et skridt mod en fremtid med selvkørende transport. Kort efter annonceringen af et strategisk samarbejde med May Mobility i USA, har Uber nu indgået en ny aftale med den kinesiske teknologivirksomhed Momenta. Målet er at lancere robotaxi-tjenester i Europa fra 2026.

Med det nye samarbejde udvider Uber sit netværk af partnere inden for autonom kørsel, hvor selskabet allerede arbejder med aktører som Waymo og Motional i USA. Momenta, der er kendt for sin AI-baserede teknologi og stærke position på det kinesiske marked, skal nu bringe sine selvkørende biler til nye internationale markeder i samarbejde med Uber.

Robotaxi i Europa fra 2026

Ifølge Uber vil de første ture med Momentas teknologi finde sted i Europa i begyndelsen af 2026. Som et led i udrulningen vil der i første omgang være sikkerhedsoperatører ombord i bilerne. På sigt er ambitionen, at tjenesten skal fungere fuldt autonomt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samarbejdet skal kombinere Ubers globale mobilitetsplatform med Momentas avancerede AI-software for at levere “sikre, skalerbare og effektive robotaxi-tjenester”. Ubers direktør Dara Khosrowshahi kalder samarbejdet “et vigtigt skridt mod en fremtid, hvor endnu flere mennesker over hele verden får adgang til pålidelig og prisvenlig autonom mobilitet”.

Styrket global strategi for Uber

Uber har de seneste år styrket sin strategi omkring autonom transport ved at udlicitere teknologien til specialiserede partnere, frem for selv at udvikle den internt. Det nuværende samarbejde med Waymo har allerede resulteret i førerløse Uber-ture i amerikanske storbyer som Phoenix og Austin.

Momenta har til gengæld udviklet sin teknologi med støtte fra blandt andre General Motors og har opnået solid erfaring med selvkørende biler i kinesiske byer. Og nu bliver Europa altså det næste marked, hvor førerløse taxier vil komme på gaden.

Et skridt tættere på førerløs hverdag

MERE OM SAMME EMNE:

Uber forventer, at kombinationen af dets omfattende globale netværk og Momentas autonome platform vil sætte skub i udbredelsen af robotaxier på internationalt plan. Ambitionen er, ifølge Uber, ikke blot at tilbyde en teknologisk løsning, men også at skabe en ny standard for sikker og effektiv mobilitet i storbyer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De konkrete europæiske byer, der står øverst på Ubers liste, er endnu ikke offentliggjort. Ubers historie i Danmark taget i betragtning skal vi nok ikke regne med at se dem her til lands i første omgang.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.