Ulovlige elcykler kan koste op til 15.000 kroner i bøde

Et par klik på barnets elcykel kan ende med en bøde på op til 15.000 kroner – og regningen ryger direkte i forældrenes postkasse.

En elcykel, der er tunet til at køre alt for hurtigt, kan blive en særdeles dyr fornøjelse. Ikke mindst hvis det er dit barn, der bliver stoppet af politiet. Flere steder i landet – blandt andet på Fyn – slår politiet nu hårdt ned på ulovlige elcykler, som kan køre langt over det tilladte. Og regningen kan ende direkte hos mor og far. Det skriver TV 2 Fyn.

Med få tryk på displayet kan nogle elcykler ændres, så de pludselig kan køre 40–50 kilometer i timen. Det er mere end dobbelt så hurtigt som grænsen for en lovlig elcykel, der maksimalt må yde assistance op til 25 kilometer i timen. Ifølge Fyns Politi bliver børn helt ned til 12-årsalderen stoppet på de tunede cykler.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Er barnet under den kriminelle lavalder, havner bøden hos forældrene. Den kan lyde på mellem 10.000 og 15.000 kroner – og oveni konfiskerer politiet cyklen.

– Hvis man er under 15 år, er det forældrenes ansvar, at man ikke kører på noget, der går for stærkt. Som hovedregel vil man sigte forældrene for at have overdraget cyklen til barnet, siger politiassistent Mads Kristiansen til TV 2 Fyn.

Hurtigere end en knallert

Sætter man farten i perspektiv, er problemet tydeligt. En almindelig cyklist ligger typisk mellem 18 og 25 kilometer i timen. En lovlig elcykel hjælper kun op til samme niveau. Til sammenligning må en knallert til 15-årige højst køre 30 kilometer i timen – og kræver både kørekort og ansvarsforsikring. Alligevel møder politiet unge på elcykler, der kører væsentligt hurtigere end både cykler og knallerter.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

– Problemet er, at når du som 12–15-årig kommer op på en cykel, der kører 40–45 kilometer i timen, har du hverken uddannelsen eller overblikket til at færdes sikkert i trafikken. Andre trafikanter forventer ganske enkelt ikke den fart, forklarer Mads Kristiansen.

Kan købes – men ikke køres

Mange af de problematiske elcykler kan købes helt lovligt på nettet eller i butikker. Men det ændrer ikke på ansvaret. Flere modeller er fra fabrikken begrænset til 25 kilometer i timen, mens andre kan ændres direkte via den indbyggede computer. Ifølge politiet kan man ikke gemme sig bag uvidenhed.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

– Man kan købe mange ting på nettet, men man er ikke i god tro, hvis man kan se på speedometeret, at cyklen kører 40 kilometer i timen, lyder det fra politiassistenten.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.