×
GadgetsTophistorie

Her er pladespilleren, der kobler sig trådløst på Sonos

Victrola Stream Carbon 3000 må være den ultimative pladespiller til Sonos-folket. Men billig er den absolut ikke ...

Victrola Stream Carbon 3000 skal bare have strøm fra en stikkontakt. Så streamer den musikken fra dine vinylskiver ud på Sonos-systemet. Den har nemlig ikke bare indbygget RIIA-forstærker og wi-fi, men kan “tale” direkte med Sonos-højttalere.

Franske Victrola har lavet lydudstyr siden 1906 og er en af verdens ældste hi-fi-producenter. Victrola Stream Carbon 3000-pladespilleren er udviklet i samarbejde med Sonos, så samspillet mellem pladespilleren og Sonos-systemet er så gnidningsfrit som overhovedet muligt. Den er naturligvis også godkendt under “Works with Sonos”-programmet.

I bedste Sonos-stil er pladespilleren også lavet til at være nem at gå til. Den leveres køreklar med en Ortofon 2M Red MM-pickup monteret fra fabrikken, og kulfiber-tonearmen er hurtigt indstillet til det korrekte nåletryk, så snart du har skubbet kontravægten frem til markeringen bagpå.

Det retro-futuristiske design er udført i aluminium. Pladespilleren er manuel, men den har dog en knap til at skifte mellem 33 og 45 rpm. En stor drejeknap på forsiden gør det muligt at ændre volumen uden at skulle omkring en app.

Victrola Stream Carbon 3000 er dog ikke just billig. Prisen er på 7.124 kroner. Til den pris kan man med garanti få mere vellydende pladespillere. Til gengæld skal de typisk have en ekstern RIIA-forstærker og kobles til Sonos via en Sonos Port – eller via Era 100, Era 300 eller Move 2, der alle har USB-C stik til formålet.

Pladespilleren forhandles herhjemme af HiFi Klubben.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.