Elbiler

Vil forbyde skjulte dørhåndtag

Tesla gjorde dem hippe, men Kina vil nu gøre dem ulovlige. Skjulte dørhåndtag er blevet symbolet på fremtidens bil, men kritikere kalder dem upraktiske og direkte livsfarlige.

dørhåndtag

Så er de kinesiske regulatorer på spil igen. Ifølge det kinesiske medie Mingjing Pro forbereder landets myndigheder et decideret forbud mod skjulte, elektriske dørhåndtag. Det er ikke mere end en måneds tid siden, at de ville forbyde one-pedal-drive.

Begrundelsen er simpel: sikkerhed. Skjulte håndtag er blevet kritiseret for at være svære at betjene i nødsituationer og i værste fald livsfarlige. Kritikere peger blandt andet på et ulykkestilfælde i Kina sidste år, hvor tre personer omkom i en brændende Aito M7, efter redningsfolkene havde problemer med at få dørene op.

Fra blikfang til benspænd

For bilfabrikanter har de flush-monterede håndtag været en nem genvej til at få selv en kedelig SUV til at virke som et rumskib. De lover lavere luftmodstand, lidt mere rækkevidde og et strejf af Tesla-coolness. For bilejere har oplevelsen ofte været en anden: knapper, der ikke reagerer, håndtag der fryser fast om vinteren – og en nagende frygt for, om man kan komme ud, når det virkelig gælder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis de kinesiske regler bliver til virkelighed, skal producenterne finde tilbage til mere klassiske løsninger. Delvist indfældede håndtag, der stadig kan ses og betjenes mekanisk, ser ud til at blive tilladt, men helt skjulte og elektroniske håndtag vil være no-go.

Konsekvenser langt ud over Kina

Et forbud i verdens største bilmarked vil ikke kun ramme kinesiske mærker. Vestlige elbiler som Ford Mustang Mach-E, Lexus RZ og Tesla Model S kan blive tvunget til at ændre designet for at kunne sælges i Kina. Og med de stigende sikkerhedsdiskussioner kan resten af verden meget vel følge trop.

Spørgsmålet er, om bilkøberne egentlig vil savne de skjulte håndtag. Måske er det i virkeligheden mere rart med et godt, gammeldags greb, man kan stole på – også når tingene brænder på.

MERE OM SAMME EMNE:

I hvert fald mener Volkswagen ikke, at den aerodynamiske gevinst ved skjulte dørhåndtag er værd at bruge energi på. Helt bogstaveligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.