Volkswagen og Cupra har sat gang i en omfattende tilbagekaldelse af elbiler, efter at der er opdaget en mulig fejl i enkelte batterimoduler. Problemet kan i værste fald føre til overophedning, og derfor får berørte bilejere nu en alvorlig opfordring med på vejen.
Sagen omfatter samlet set omkring 100.000 biler på verdensplan. Det drejer sig især om modeller fra Volkswagens ID-familie samt Cupra Born, produceret i perioden fra februar 2022 til august 2024. For danske bilister er det især Volkswagen-ejere, der bør være opmærksomme. Omkring 5.100 biler er berørt af tilbagekaldelsen.
De berørte bilejere vil blive kontaktet og bedt om at bestille tid på værksted. Her skal bilen have installeret ny software, mens batterimodulerne samtidig bliver undersøgt nærmere. Tilbagekaldelsen rammer følgende modeller: Volkswagen ID.3, ID.4, ID.5, ID.7 Tourer, ID. Buzz, ID. Cargo og Cupra Born.
Artiklen fortsætter efter annoncen

