×
ElbilerTophistorie

Volkswagen ID.4 har overhalet Tesla

Volkswagen ID.4 er den mest solgte elbil herhjemme i årets første halvår. En titel som Tesla Model 3 ellers har siddet tungt på i årevis.

Danmark er et Volkswagen-land. Hvilket andet mærke skulle ellers kunne den ellers så populære Tesla Model 3 af pinden som den mest solgte elbil herhjemme? Siden Model 3 kom til landet i starten af 2019 har den været den ubestridt mest populære elbil på markedet. Men ikke mere.

Volkswagen ID.4 har nemlig kantet Teslaen og snuppet førstepladsen over de mest solgte elbiler herhjemme i årets første seks måneder. En bedrift der ikke bliver mindre af, at de første ID.4’ere først kom på vejene i marts måned.

Det må dog næsten målfoto til, for hvor ID.4 er solgt i 1.162 eksemplarer, er der kørt 1.107 nyregistrerede Model 3’er fra forhandlerne. Altså en forskel på 55 biler. Til gengæld ligger de to modeller suverænt i spidsen – Volkswagen ID.3 tøffer ind på tredjepladsen med 715 eksemplarer.

Her er top 10 over de mest solgte elbiler i månederne januar til og med juni:

#ModelSolgte
1Volkswagen ID.41.162
2Tesla Model 31.107
3Volkswagen ID.3715
4Hyundai Kona477
5Kia Niro411
6Fiat 500337
7Seat Mii318
8Skoda Enyaq iV272
9Renault Zoe226
10Mercedes-Benz EQA192
(Kilde: Bilstatistik.dk)

En anden positiv ting for Volkswagen er, at de samlet set sælger langt flere elbiler end Tesla. Hvor amerikanerne har mere end svært ved at sælge andre modeller end Model 3 (der er blot solgt 1 Model X og 1 Model S i år) så har tyskerne solgt i alt 1.928 elbiler, fordelt på ID.4, ID.3, e-Up og e-Golf.

Positivt er det, at der endelig er kommet reel konkurrence til den fremragende Tesla Model 3 – og at den ser ud til at blive intensiveret yderligere i årets andet halvår, hvor de superspændende søsterbiler Hyundai Ioniq 5 og Kia EV 6 begynder at tælle med i statistikken. Eksempelvis har Hyundai formået at sælge alle de Ioniq 5, de har kunnet få til landet, på forhånd.

En pudsig detalje er, at Volkswagen og Tesla også snupper de nederste pladser på salgslisten. Som nævnt er der kun solgt en enkelt af både Model S og Model X – og det gælder også den (godt nok udgåede) e-Golf. Ser man bort fra de tre, må den største skuffelse være Honda e. Der er kun indregistreret fire eksemplarer af den frække bybil i årets første seks måneder.

Du kan se hele listen – også måned for måned – på vores elbils Zeitgeist.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.