×
ElbilerTophistorie

VW lover tovejs-opladning i alle biler fra næste år

Fra næste år bliver alle nye biler fra VW-koncernen udrustet med mulighed for tovejs-opladning, den såkaldte V2G-teknologi.

Det lader til at teknologien, der gør det muligt for elbiler at levere elektricitet til elnettet bliver en ny standard i branchen. Volkswagen lover nu, at tovejs-opladning, bedre kendt som Vehicle to Grid eller V2G, bliver standard i alle deres biler fra 2022.

Det betyder, at bilerne vil kunne “lagre” strøm på batteriet, når det er billigst at lade det op, og levere strøm tilbage til huset, når strømmen er dyr. På den måde kan bilerne hjælpe med at aflaste elnettet, når det er belastet.

I et interview med den tyske avis Handelsblatt fortæller Volkswagen-bestyrelsesmedlem Thomas Ulbrich, at V2G bygges ind i MEB-platformen, som både ID.3 og ID.4 er baseret på. Platformen bruges også til elbiler fra andre bilproducenter i Volkswagen Group – Audi, Seat og Skoda.

Allerede sidste år fortalte Volkswagen, at ser store perspektiver i V2G:

– I 2025 vil vi have et lager på 350 gigawatt-timer til rådighed via vores flåde af elbiler. Mellem 2025 og 2030 vil det vokse til 1 terawatt-time. Det er mere energi end der lige nu produceres af samtlige verdens vandkraftanlæg, sagde Michael Jost til Reuters i marts sidste år.

Til sammenligning er det samlede årlige danske elforbrug i dag på cirka 35 terawatt-timer, oplyser interesseorganisationen Dansk Energi.

Andre bilproducenter har også omfavnet tovejs-opladning, herunder Hyundai og Kona. Både Hyundai Ioniq 5 og Kia EV6 har V2G, der gør det muligt at trække strøm fra bilens batteri til at drive eksempelvis et fladskærms-tv. Tesla har også snakket om, at deres biler vil understøtte V2G i fremtiden.

Allerede i 2016 startede Frederiksberg Forsyning et pilotprojekt med V2G. Ti eldrevne varevogne fra Nissan, med en samlet kapacitet på 100 kilowatt-timer, har de seneste fire et halvt år blandt andet hjulpet med at holde frekvensen i nettet konstant på 50 hertz.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.