Apple er snart klar til at skyde årets største tech-begivenhed i gang: WWDC 2025. Den årlige udviklerkonference løber af stablen i starten af juni, og som altid ventes Apple at løfte sløret for en række store softwareopdateringer – og måske en overraskelse eller to. Allerede nu svirrer rygterne, og de peger i én retning: Apple er på vej mod et nyt kapitel med mere kunstig intelligens, nyt design og smartere funktioner. Her får du overblikket over, hvad der (måske) venter os.
iOS 19 får et helt nyt look
Det største rygte handler om iOS 19 – og det ser ud til, at iPhone-brugere skal vænne sig til noget helt nyt. Ifølge flere kilder arbejder Apple på et stort visuelt redesign, der gør styresystemet mere moderne og inspireret af visionOS – altså det system, der kører på Vision Pro-headsettet.
Det betyder mere gennemsigtighed, glasagtige effekter og reflekterende elementer i brugerfladen. Kort sagt: Det hele kommer til at føles mere “futuristisk”. Det nye look ventes også at ramme både iPadOS og macOS, så hele Apples økosystem får en mere ensartet stil.
Ny hardware?
Selvom Apples WWDC er en softwareudvikler konference har de tidligere lanceret ny hardware. Det har især gjort sig gældende når de har haft en helt ny kategori af hardware – eksempelvis blev Vision Pro lanceret på WWDC 2023. Og der har faktisk været rygter om, at Apple er meget tæt på at være klar med deres HomeOS, som godt kunne være starten på en helt ny kategori for Apple. I første omgang formentlig med lanceringen af en form for HomePod med skærm der kan kontrollere de andre ting i hjemmet, men derefter måske også en række deciderede smarthome produkter. Et bud kunne være, at Apple vælger at fortælle om HomeOS og produkterne nu – for at lade programmørerne lave software til systemet – men at de ikke sender produkterne på markedet før en gang til efteråret, måske i forbindelse med iPhone lanceringen i september. Det er en metode de har brugt før, både med Vision Pro, men før det også med Apple Watch. Det er dog langt fra sikkert, at det er på WWDC vi ser de nye produkter første gang – Apple kunne også vælge at holde et helt seperat event kun for dem.
iPadOS bliver mere som en Mac
Mange har ønsket sig det – og nu ser det endelig ud til at ske: iPadOS 19 bliver endnu mere computer-agtig, især når man bruger en iPad sammen med et tastatur. Ifølge rygterne tilføjer Apple en menu-bar i toppen af skærmen, som vi kender det fra macOS.
Samtidig skulle Apple være klar med en ny version af multitasking-funktionen Stage Manager. Den nye udgave – kaldet Stage Manager 2.0 – aktiveres automatisk, når tastaturet er tilsluttet, og gør det nemmere at arbejde med flere apps og vinduer samtidig.
Vision Pro får “øje-scrolling“
Vision Pro-headsettet har stadig status som en niche-enhed, men Apple fortsætter med at udvikle nye funktioner til den. Den mest opsigtsvækkende nyhed kunne blive såkaldt “eye scrolling” – altså muligheden for at scrolle i indhold blot ved at kigge i en bestemt retning.
Hvordan det præcist skal fungere, vides ikke, men det kunne være en ny måde at styre interfacet uden hænder – og samtidig åbne døren for bedre tilgængelighed.
En personlig sundhedscoach drevet af AI
Under navnet Project Mulberry arbejder Apple angiveligt på en ny, personlig sundhedsassistent, som er drevet af kunstig intelligens. Tanken er, at den skal bruge dine data fra Apple Watch og iPhone til at give skræddersyede råd om træning, søvn og generel livsstil.
Ifølge rygterne vil Apple endda bruge rigtige sundhedsprofessionelle til at optage videoer og vejledninger, som systemet kan præsentere til brugerne. Funktionen bliver muligvis en del af en ny abonnementstjeneste – måske med navnet Living+ eller Health+.
Apple åbner op for AI i apps
Det sidste store rygte handler om kunstig intelligens – et område, hvor Apple har været usædvanligt stille i forhold til konkurrenter som Google og Microsoft. Men det kan ændre sig nu.
Apple ventes at præsentere en ny platform, der gør det muligt for udviklere at bruge Apples egne AI-modeller direkte i deres apps. Det vil give udviklere adgang til tekst-, billed- og stemmegenerering uden at skulle bygge det hele fra bunden – og uden at gå på kompromis med privatlivet, da det hele kører lokalt på enheden.
Omfattende WWDC
Alt tyder på, at WWDC 2025 bliver mere end bare “næste års software”. Apple står overfor en større forandring, både visuelt og teknologisk, og der er store forventninger til, hvordan selskabet vil præsentere sine bud på fremtidens brugeroplevelser.
Om alle rygterne holder stik, ved vi først, når Tim Cook og resten af Apple-holdet går på scenen i juni (for at introducere en video der viser alle nyhederne, så de undgår mulige fejl…).
Én ting er sikker: WWDC 2025 bliver værd at holde øje med.