Gadgets

WWDC: Apple lancerer ny software og (måske) ny hardware

På mandag er det lillejuleaften for Apple fans. Det er nemlig her, Apple præsenterer nyeste udgave af styresystemet iOS, denne gang i version 11. iNPUT er med i San José hvor det foregår, men vi ved allerede nu ret detaljeret, hvad der kommer til at ske på eventet.

WWDC (World Wide Developer Conference) kommer i år til at skille sig ud ved, at Apple formentlig vil lancere nyt hardware også. Det er det mere eller mindre bekræftet ved, at lister over nye produkter er lækket fra europæiske forhandlere – og på de lister er flere nye produkter. Herunder følger en oversigt over, hvad vi forventer vil blive lanceret ved WWDC i år.

 

iOS 11

iOS vil få en mindre opdatering – ikke i nærheden af den store overhaling, styresystemet fik med iOS7, hvor det skiftede grundlæggende design – men nærmere en lille opdatering hvor styresystemet får et par nye funktioner. I særdeleshed forventes det, at der bliver gjort klar til den nye iPhone (8, måske), der forventes lanceret til september. Vi regner også med, at Siri får en grundig overhaling, da “hun” er blevet kørt grundigt agter af konkurrenterne Alexa fra Amazon og Google Now. Der kan også dukke nye funktioner op, der gør strømstyring på iPhone mere intelligent – og eftersom batterilevetid er et af de største problemer på moderne smartphones vil det helt sikkert betyde meget for mange brugere.

En sidste væsentlig detalje kan være muligheden for at oprette flere brugere på især iPad. Eftersom Apple måske også lancerer en ny iPad Pro vil dette være en logisk funktion at tilføje.

 

WatchOS 4

Ligesom iOS får WatchOS også en omgang ny lak – men heller ikke her skal vi forvente at se meget grundlæggende designforskelle fra WatchOS 3. Ikke desto mindre er der nogle meget efterspurgte funktioner, der kan finde vej til Apples smartwatch i den næste udgave. Formentlig får uret nu en “always on” funktion, så man altid kan se, hvad klokken er – hidtil har Apple ikke givet muligheden, formentlig for at spare på strømmen. Men der er et nyt Apple Watch på vej, og med det kommer et større batteri – derfor forventer vi, at funktionen nu endelig dukker op. En anden nyhed vil være søvnmonitorering. Stort set alle andre smartwatches har det indbygget, men Apple har endnu ikke givet muligheden. Det kan altså komme med WatchOS 4.

En anden funktion der har været efterspurgt meget er offline Siri. Normalt virker Siri ikke, når man er væk fra telefonen, men på en løbetur ville det give mening, at hun kunne aktiveres til basale funktioner – for eksempel at afspille musik eller lignende.

MacOS (Navn endnu ukendt – eventuelt Mojave)

Ejer du en Mac computer skal du selvfølgelig ikke snydes for en opdatering af styresystemet. Her er der ikke mange rygter at hente på nettet, men et af vores største ønsker er, at Apple slår iTunes ihjel og i stedet splitter appen op i små dele ligesom det findes på iOS. En dedikeret musik app og en ditto video app ville simpelthen bare give mening på alle måder. iTunes er et stort, rodet system at finde rundt i, og det er på tide at gentænke hele ideen.

 

Det ville også give mening, at man kan have gruppesamtaler i Facetime så flere brugere kan mødes på samme tid. Det kunne også være en god ide på iOS (Især med en ny iPad Pro på vej.)

Siri Højttaler

Dette rygte er måske det mindst understøttede af alle vi har med i denne gennemgang, men måske også det mest interessante på mange måder; en højttaler med indbygget Siri – lidt a la Amazons Alexa og Google Home. Rygterne går på, at højttaleren vil have designelementer tilfælles med Mac Pro (den runde computer, der er blevet sammenlignet med en sort skraldespand). Inde i højttaleren bor en udgave af Siri, der altid er klar til at hjælpe med at søge på nettet, bestille en taxa eller afspille musik. Der skulle også være Beats teknologi bygget ind i højttaleren – hvilket vi dog normalt ikke ser som et kvalitetsstempel på nogen måde. Ikke desto mindre lancerer Apple formentlig ikke en højttaler med dårlig lyd, så vi må vente og se, hvad den nye højttaler byder på.

MabBook Pro

Apples nye MacBook Pro’er fik en overhaling i 2016, men en del brugere var skuffede over den nye bærbare, der kom med processorer, der blev lanceret helt tilbage i 2015. Det ventes Apple nu at ændre på med en mindre opgradering til Pro serien, hvor de tilføjer den seneste processorserie fra Intel, Kaby Lake, og opdaterede grafikprocessorer. Med Kaby Lake kommer også muligheden for at vælge 32GB RAM, noget som især professionelle brugere har efterspurgt. Udover det forventer vi ikke særligt meget nyt på maskinerne.

 

MacBook

MacBook serien er også moden til at få en opgradering. Med den vil vi formentlig endelig få en MacBook der har en ydelse som de fleste vil kunne leve med. Under alle omstændigheder kan vi forvvente en opgradering til de nyeste processorer fra Intel, kaldet Kaby Lake. Der vil formentlig ikke blive tale om visuelle ændringer eller andre opgraderinger.

iPad Pro 9,5″

Rygtet om en ny iPad Pro i en størrelse imellem den helt store 12.9″ og den “normale” 9,7″ har vi hørt af flere omgange, men nu har den også vist sig som et såkaldt SKU nummer i den lækkede produktliste – og dermed er det ret sandsynligt, at den er lige på trapperne – og kan få debut på WWDC. Den nye iPad skulle være kendetegnet ved en noget mindre kant rundt om skærmen og har helt sikkert en ny generation processor. Udover det burde den være meget lig de tidligere udgaver af iPad Pro.

 

 

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.