×
ElbilerTophistorie

800 danske Hyundai-elbiler får nyt batteri

Hyundai er begyndt at udskifte højspændingsbatteriet på knapt 800 af de Kona og Ioniq modeller, der er indregistreret i Danmark.

Hyundai har nu fundet frem til præcis de danske biler, der er berørt af den fejl i højspændingsbatteriet, der blev meldt ud i efteråret 2020. På verdensplan skal hele 76.000 biler have udskiftet batteriet, men i Danmark drejer det sig om 649 Kona og 138 Ioniq, fortæller FDM.

Fejlen i højspændingsbatteriet har resulteret i, at mindst 15 eksemplarer af Hyundai Kona er brudt i brand. Heraf en enkelt fra Finland. De berørte biler er alle bygget mellem 2018 og 2020 og batteriet er leveret af LG Chem.

Oprindeligt troede Hyundai at fejlen kunne rettes med en softwareopdatering og indkaldte i efteråret 900 Kona’er til service. Senere har det dog vist sig, at det ikke var nok.

De kunder, der ejer de berørte biler, har modtaget et varselsbrev og udskiftningen af batterierne foregår løbende, efterhånden som batterierne kommer hjem. Udskiftningen er gratis for kunderne, der også får lånebil i perioden.

Hvem der skal betale for den kostbare udskiftning af batterierne, er der endnu uklarhed om. Reuters meddelte i foråret, at Hyundai og LG Chem skændes om, hvem der har ansvaret for fejlen – og altså sidder tilbage med regningen, der anslås at blive på voldsomme 5,5 milliarder kroner.

Der blev sidste år solgt 1.161 eksemplarer af Kona Electric herhjemme og 204 Ioniq Electric. I år er der til og med juni solgt henholdsvis 479 og 128 eksemplarer.

Hyundai er i disse uger begyndt leverancen af Ioniq-afløseren, Hyundai Ioniq 5, der er selskabet første bil der er bygget fra grunden til at være elbil. iNPUT var i Spanien i starten af juli for at prøvekøre bilen – du kan læse om vores indtryk og se videoen på denne side.

Kilde
FDM
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.