Der er snart ikke det produkt, som ikke får smækket et “AI-drevet”-klistermærke på sig i disse tider. I mange tilfælde kan kunstig intelligens sagtens bidrage, men er det tilfældet i et headset? Vi har set nærmere på Logitechs nye Zone Wireless 2.
Udpakning og design
Jeg var efter Logitech, da vi testede deres Zone Vibe Wireless, fordi de blot smider en mindsket gymnastikpose i kassen som værende ‘etui’. Desværre har det ikke ændret sig, hvilket jeg igen må udtrykke min skuffelse over. Et reelt etui, som kan beskytte hovedtelefonerne, må være minimum i denne prisklasse.

Da den skuffelse havde fortaget sig, så var det svært at bevare pessimismen. Jeg må indrømme at jeg er pjattet med designet på Zone Wireless 2. Det er klassisk Logitech, især i den grå farve, men det gør bestemt intet. Kvalitetsfornemmelsen er ligeledes god. Puderne på ørerne er dejligt bløde og mekanismen til justering af størrelsen, som må være inspireret af Apples AirPods Max, føles gedigen og i øvrigt udført i metal. Sådan.
Artiklen fortsætter efter annoncen








