Skoda Enyaq har længe været lidt af en darling blandt praktisk anlagte elbilskøbere. Den har haft plads, rækkevidde og pris på sin side – men også et lidt kedeligt image, der gjorde den oplagt som bedstefars første elbil. Men nu har Skoda givet Enyaq et facelift, og efter en køretur gennem Tjekkiet i den nye udgave står det klart: Den har smidt tøflerne og fundet lidt mere kant.
Det første, man bemærker ved faceliftet, er fronten. Skoda har strammet designet op med slankere LED-forlygter, en ny frontgrill og markante lyssignaturer. Logoet er også skiftet ud med Skoda-navnet, der nu er skrevet med bogstaver, alt sammen detaljer, der giver bilen mere personlighed – og lidt af den ungdommelige udstråling, den tidligere udgave manglede.
Den nye front har også en anden fordel; den gør vindmodstanden lavere end på den gamle udgave. Det betyder, at eksempelvis Enyaq 85 henter mere end 20 kilometer ekstra på en opladning med samme batterikapacitet på 77 kWh.
Artiklen fortsætter efter annoncen






